Schiphol-lufthavnen måtte standse al flytrafik efter fejl i kommunikationssystem
Hollands luftrum blev spærret, da piloter og flyveledere kunne pludselig ikke kommunikere.
Amsterdams travle Schiphol-lufthavn måtte onsdag eftermiddag indstille al flyvning på grund af en alvorlig fejl i lufthavnens kommunikationssystem.
Fejlen havde ramt kommunikationsvejen mellem flyvelederne på landjorden og piloterne i luften, oplyste Hollands luftfartsmyndigheder.
Alle afgange til og fra lufthavnen blev derfor midlertidigt standset.
Ved 14-tiden blev det meddelt, at et begrænset antal fly kunne lande. Og omkring kl. 14.30 oplyste de hollandske luftfartsmyndigheder, at kommunikationen var genoprettet og stabil igen. Flytrafikken genoptages derfor langsomt, men der vil gå noget tid, før den er tilbage på normal drift.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters havde de hollandske luftfartsmyndigheder valgt ikke at tillade flere fly i hollandsk luftrum, før kommunikationen var på plads igen.
De fly, der allerede befandt sig i hollandsk luftrum blev ledt sikkert ned på jorden via et reservesystem.
Schiphol er en af Europas største lufthavne og et internationalt knudepunkt for flytrafik. Aflysningerne og forsinkelserne risikerer dermed at få betydning for et stort antal flyrejsende.
Lufthavnen opfordrer alle passagerer til at tjekke deres specifikke afgang via flyselskabets hjemmeside eller Schiphol.nl.