Fortsæt til indhold
Europa

Grækerne flygter fra store skovbrande uden for Athen

Tusinder af mennesker flygter fra skovbrande i Athen. Grækenland beder EU om hjælp til at bekæmpe flammerne.

/ritzau/AP

Indbyggerne flygter fra to store skovbrande på hver sin side af den græske hovedstad, Athen.

Op mod 100 huse er ødelagt af flammerne, der farver himlen over Athen orangerød mandag aften.

Brandene er ude af kontrol, oplyser myndigheder i hovedstaden, som har erklæret undtagelsestilstand i området.

Mindst seks mennesker er indlagt på hospitalet med brandskader, siger en talsmand for brandvæsnet i Athen. Det er ikke umiddelbart klart, hvor alvorligt de er kommet til skade.

Den første brand brød ud i en fyrretræsskov tæt ved kystbyen Kineta, der ligger 50 kilometer vest for Athen.

Mindst 150 brandfolk er på stedet. Fem fly og syv helikoptere deltager i slukningsarbejdet fra luften.

Den anden store brand brød ud mandag eftermiddag i Penteli-området nordøst for Athen.

Her måtte myndighederne i gang med at evakuere en sommerlejr for børn. Snesevis af huse og biler er angiveligt brændt i dette område.

I Penteli-området er mindst tre fly og en helikopter sat ind for at assistere de 50 brandfolk, der kæmper på landjorden.

Der er desuden meldinger om, at nogle mennesker er fanget på en strand, som de ikke kan komme væk fra på grund af brandene. Den græske kystvagt har sendt en patruljebåd til stedet for at undersøge sagen.

Grækenlands regering har bedt EU om hjælp til at bekæmpe ilden, oplyser en talsmand for det civile beredskab.

Den formelle anmodning vil blive sendt til EU senere mandag aften, siger talsmanden, Spyros Georgiou. Han oplyser ikke umiddelbart, hvad hjælpen skal bestå af.

Ifølge DR er 39 danskere blevet evakueret fra et hotel nord for havnebyen Rafina øst for Athen.

- Vi sad oppe på vores hotelværelse og kunne se røgen lidt over bakkerne. Ti minutter efter væltede det ned med aske med ild i, og alle løb, fortæller Anders Kjær Nielsen, der er blandt de evakuerede til DR.

Danskerne har tilbragt flere timer på en strand, hvor de venter på at blive evakueret. Det er fem blevet ifølge Bravo Tours, som de 39 rejser med.

På Facebook advarer Udenrigsministeriets Borgerservice om brande i områderne Mati, Kalamos, Agios Andreas, Neos Voutzas og Kalitechnopolis.

- Hvis du er tæt på branden, bør du udvise forsigtighed og følge lokale myndigheders råd og vejledning, lyder anbefalingen.