For første gang i 30 år - hvidhaj spottet ved Mallorcas kyst
Selvom hvidhajen står for flest hajangreb mod mennesker, skal man dog være ret uheldig for at havne øverst på hvidhajens menukort.
Den er både berømt og berygtet, ”Dødens gab”, og kan jage en skræk i livet hos selv den hårdeste vandhund.
Nu har forskere for første gang i 30 år spottet en fem meter lang hvidhaj ved De Baleariske Øer i Middelhavet, der bl.a tæller ferieparadiset Mallorca.
Det skriver Independent og flere andre internationale medier.
Ekspeditionsholdet fra det spanske marineforskningscenter Altinak bekræftede opdagelsen af den frygtede hvidhaj. Det var således også forskere herfra, der gjorde sig de første observationer af hvidhajen og fulgte den med videokameraer i over en time.
»I de senere år har der været ubekræftede observationer og forskellige rygter, men dette er den første videnskabelige observation af hvidhajens tilstedeværelse i det spanske farvand i mindst 30 år,« skrev en talsmand fra forskningscentret på Facebook.
Efterfølgende har der dog været sået tvivl om, hvorvidt der overhovedet skulle være tale om en hvidhaj, da den er en meget sjælden gæst på de kanter og nemt kan forveksles med en makrelhaj. Det mener bl.a. organisationen Shark Trust.
På grund af overfiskeri, ødelæggelse af levesteder og manglende føde er bestanden af hvidhajer i Middelhavet blevet kraftigt reduceret de seneste årtier, ligesom den også er en udsøgt delikatesse i Kina og Hong Kong.
Derfor står hvidhajen også på en liste over truede dyrearter, der ikke må jages.
Og trods hvidhajens ry for at angribe mennesker, har relativt få angreb vist sig at have haft dødelige konsekvenser til følge. Ifølge organisationen The International Shark Attack File har hvidhajen siden 1876 kun dræbt 77 mennesker på verdensplan.
Marinbiologerne mener, at de glubske hvidhajer blot viser tænder for at udforske de ting eller mennesker, der måtte have forvildet sig ind på deres område.