Kvinde fik bøde på 3.000 kroner for æble, flyselskab selv havde givet hende
En amerikansk kvinde blev stoppet i tolden med æble, og risikerer bøde på 3.000 kroner.
Et gratis æble på et Delta Airlines-fly blev en dyrere fornøjelse for en amerikansk kvinde, da hun blev stoppet i tolden i Minneapolis.
Det skriver BBC.
Crystal Tadlock rejste på et fly fra Paris til Minneapolis i USA. Her skulle hun mellemlande, inden hun skulle med et andet fly videre til Denver.
På flyet fra Paris fik hun et æble af flyets personale som en gratis snack. Det skulle dog vise sig, at det alligevel kom til at koste.
I en tilfældig udvælgelse i tolden i Minneapolis, blev hun nemlig fanget med æblet. Det er ulovligt at fragte landbrugsfødevarer på tværs af landegrænser uden tilladelse, og derfor fik hun straks en bøde på det, der svarer til 3.000 kroner.
Hun fik æblet i en plasticpose fra Delta Airlines, og Crystal Tadlock sagde, at hun ikke havde taget æblet op fra posen, men havde lagt det i tasken for at gemme det til sin videre flyvetur.
Da æblet blev fundet i tolden fortalte hun, at hun havde fået det af flyselskabet, og spurgte om hun skulle smide det ud, eller om hun måtte beholde det. Her fik hun i stedet en bøde.
»Det er virkelig uheldigt, at nogen skal gå igennem den slags, og blive behandlet som en kriminel på grund af et stykke frugt,« sagde hun til den amerikanske tv-station KDVR.
Crystal Tadlock fik muligheden for enten at betale bøden, eller at prøve heldet i retten. Hun fortalte til KDVR, at hun tager sagen i retten.
Delta Airlines har valgt ikke at kommentere sagen.