Fortsæt til indhold
Europa

Terroranklaget i Sverige ville ramme turister fra Nato-lande og hævne krig mod »kalifatet«

Rahkmat Akilov har tidligere erkendt at have stået bag et lastbilangreb i Stockholm i april sidste år.

Det var langt fra tilfældigt, at Rakhmat Akilov besluttede sig for at gennemføre sit angreb på Drottninggatan i Stockholm den 7. april 2017.

Dagen levede nemlig op til hans krav om, at det skulle være en fredag eller en helligdag.

»På de dage er der mange turister fra lande i Nato-koalitionen, der render rundt på gaden,« sagde Rahkmat Akilov tirsdag under den igangværende retssag.

Den usbekiske Rakhmat Akilov har tidligere tilstået terrorisme, forsøg på terrorisme og forsøg på at bringe mange i livsfare.

Fem mennesker blev dræbt, mens 15 blev såret, da han kørte en lastbil gennem den centrale gade i Stockholm.

Nu erkender han samtidig, at han gik efter at »myrde svenskere«:

»Jeg ville have, at Sverige skulle stoppe krigen mod kalifatet,« sagde han med henvisning til kampen mod Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Samtidig slog han fast, at han havde planer om at dø som »martyr«, og at han »ikke ville pågribes i live«.

Han gik imidlertid »i chok« og fik ikke udført sin plan om at sprænge sig selv i luften, forklarer han.

Chefanklager i sagen, Hans Ihrman, har slået fast, at man går efter en livstidsdom til Akilov.

I anklageskriftet hedder det, at Akilov ville »skabe frygt i befolkningen som helhed« og »tvinge den svenske regering og det svenske parlament til at indstille Sveriges deltagelse i en international træningsmission i Irak rettet mod Islamisk Stat«.

Akilov håber på en tidsbegrænset dom.

Retssagen ventes at fortsætte frem til maj.