Fortsæt til indhold
Europa

Spanien er i gang med at udstede arrestordre på Puigdemont

Ifølge flere spanske medier har anklagemyndigheden bedt højesteret om at behandle ny europæisk arrestordre på Carles Puigdemont.

Carles Puigdemonts rejse til Danmark følges intenst af spanske medier, som live opdaterer læserne om den tidligere catalanske præsidents færden.

Ifølge flere spanske medier har anklagemyndigheden mandag morgen bedt højesteretsdommer Pablo Llarena om at genudstede en europæisk arrestordre på Carles Puigdemont, som i Spanien står anklaget for bla. folkeopildnelse og misbrug af offentlige midler.

Det skyldes, at han og regeringen stod bag den folkeafstemning om løsrivelse, som blev erkendt forfatningsstridig.

Hvis eller når arrestorden aktiveres, vil Puigdemont blive anholdt. Men det kan tage lang tid, inden han bliver udleveret til Spanien, hvis det overhovedet vil ske.

Betingelsen er nemlig, at der er dobbelt strafbarhed, og det betyder, at det, som Pugidemont er anklaget for Spanien også skal være strafbart i Danmark.

Hans Bang Fuglsang Madsen Sørensen, lektor i EU-ret ved Syddansk Universitet tvivler på, at det vil være tilfældet.

Han henviser til, at der i den danske straffelov er en bestemmelse, som kan give livstidsfængsel, hvis man står bag voldeligt oprør om løsrivelse fra staten:

Men spørgsmålet er, om en dansk dommer kan overbevises om, at det er, hvad Puigdemont har gjort, siger han til Jyllands-Posten.

Hvis afgørelsen skulle gå Carles Puigdemont imod, har han mulighed for at indbringe sin sag for to retsinstanser i Danmark. En eventuel udleveringssag kan derfor tage lang tid.

Det betyder, at der også i Catalonien spekuleres ivrigt på følgerne af Puigdemonts besøg i København. Han stiller nemlig op som præsident for det nyvalgte parlament.