Fortsæt til indhold
Europa

Overblik: Krisen mellem Catalonien og Spanien

En omstridt folkeafstemning og en erklæring om løsrivelse har udløst en krise i den spanske region Catalonien.

/ritzau/

Den catalanske separatistleder Carles Puigdemont har trodset den spanske anklagemyndigheds trussel om arrestordre og er mandag morgen landet i lufthavnen i København.

Advarslen fra den spanske anklagemyndighed er seneste kapitel i en efterhånden lang fortælling om krisen mellem Spanien og regionen Catalonien.

Her er et overblik over, hvordan den har udspillet sig:

  • 1. oktober 2017:

Der afholdes ulovlig folkeafstemning i Catalonien om løsrivelse fra Spanien. Stemmeprocenten ender på 43 procent. 90 procent stemmer for løsrivelse.

  • 27. oktober 2017:

Parlamentet i Catalonien stemmer for at løsrive sig fra Spanien.

Samme dag opløser premierminister Mariano Rajoy parlamentet og lokalregeringen og udskriver valg i Catalonien.

  • 31. oktober 2017:

Den fyrede selvstyrepræsident, Carles Puigdemont, dukker op i Belgien, dagen efter at der er sendt en arrestordre ud på ham.

  • 3. november:

En spansk domstol udsteder en europæisk arrestordre mod Puigdemont og fire tidligere ministre, der er rejst med ham til Belgien. Den europæiske arrestordre bliver siden trukket tilbage.

  • 21. december 2017:

Der afholdes valg i regionen. Ciudadanos, som er imod løsrivelse, bliver det største parti. Men separatisterne opnår flertal med 70 af i alt 135 sæder i parlamentet.

  • 19. januar 2018:

Det kommer frem, at Carles Puigdemont for første gang vil forlade sit eksil i Belgien for at tage til København.

  • 21. januar 2018:

Den spanske anklagemyndighed oplyser, at Spanien vil have Carles Puigdemont anholdt og udleveret, hvis han rejser til Danmark.

  • 22. januar 2018:

Carles Puigdemont lander i København, hvor han efter planen skal holde oplæg på Københavns Universitet og mødes med en gruppe folketingspolitikere.

Kilder: AFP, Reuters, dpa, BBC, politico.eu og The Economist.