Tennisikons søn politianmelder politiker efter »halvneger«-kommentar
Boris Becker langer ud efter Alternative für Deutschland efter politikers kommentar om sønnen.
Det begyndte med et interview.
Sønnen til den tyske tenninslegende Boris Becker gav et interview til tidsskriftet Emotion, hvor den 23-årige fortalte, at han var blevet angrebet pga. sin hudfarve.
»I sammenligning med London eller Paris er Berlin en hvid by,« lød det fra Noah Becker, hvis mor er halvt tysker, halvt afroamerikaner.
Udtalelsen faldt den tyske politiker Jens Maier fra det indvandringskritiske parti Alternative für Deutschland (AfD) så meget for brystet, at han i et tweet, som sidenhen skal være blevet slettet, skrev:
»Den lille halvneger synes simpelt hen at have fået for lidt opmærksomhed, hans opførsel lader sig ikke forklare på anden måde.«
Jens Maier har siden forklaret, at det ikke var ham, som skrev indlægget, men en ansat. Den køber Boris Becker dog ikke. I et indlæg bragt i Welt am Sonntag, skriver han:
»Det er det, AfD altid gør, det er deres trick: at sende et eller andet ud i verden og så distancere sig fra det.«
Han opfordrer samtidig til, at man kæmper imod racisme.
Noah Becker siger i et interview med Vice, at han ganske ofte bliver kaldt for »neger.«
»Alligevel er det frustrerende at se, at mennesker i magtpositioner også i dag kan fornærme andre på den måde.«
Han fortsætter:
»Når man vokser op et sted, hvor der kun er hvide, når man kun ser én bestemt hudfarve, så kender man ikke til andet. Og er bange for fremmede. Disse mennesker skal man elske mere.«
Noah Becker har ikke desto mindre politianmeldt Jens Maier for racisme.
AfD kom for første gang ind i det tyske parlament efter forbundsdagsvalget i september med 13 pct. af stemmerne.