Britisk prinsesse kritiseres for racisme: »Det er klart for at fornærme Meghan Markle«
Flere brugere har på de sociale medier rettet skarp kritik mod den 72-årige prinsesse.
Da dronning Elizabeth II forleden holdt sin årlige julebanket strømmede medlemmer af kongefamilien til fra nær og fjern.
Det var samtidig en af de første begivenheder, hvor prins Harry og Meghan Markle deltog, siden de sidste måned annoncerede, at de var blevet forlovet.
En af gæsterne til den traditionsrige julebanket gjorde sig dog særdeles uheldigt bemærket. Prinsesse Michael af Kent var nemlig iført en broche, der er formet som en sort person med hovedbeklædning af guld.
Der var tale om en såkaldt "Blackamoor"-broche. Efterfølgende har billeder af prinsessen med brochen på sin frakke floreret på de sociale medier.
Udover at være racistisk påpeger flere brugere, at det er en hån mod Meghan Markle, der er multietnisk, idet hun har en hvid far og afroamerikansk mor.
»Ulækkert, at prinsesse Michael af Kent bærer en racistisk broche, der klart er til for at provokere Meghan Markle. Hvilken klam gestus,« skriver Twitter-brugeren Amy Wyatt bl.a.
Også Darren McGrady, der er dronning Elizabeth II's tidligere kok, har udtrykt sin utilfredshed med prinsessens fremtoning.
»Rædselsfuld mangel på respekt og misundelse fra prinsesse Michael af Kent. Hun er aldrig kommet sig over at være "udlændingen, som ikke var rigtig velkommen i familien". Meghan vil derimod blive budt velkommen med åbne arme og elsket af alle,« skriver han på Twitter.
Prinsesse Michael af Kent har tidligere gjort sig uheldigt bemærket i forhold til racisme.
Tilbage i 2004 opfordrede hun ifølge The Guardian flere afroamerikanske restaurantgæster til at »tage tilbage til kolonierne« i forbindelse med en kontrovers om støjniveauet på en restaurant i New York.
Den 72-årige Prinsesse Michael af Kent med fødenavnet baronesse Marie Christine Anna Agnes Hedwig Ida von Reibnitz er datter af Günther von Reibnitz, der var SS-officer under Anden Verdenskrig.
Hun blev født i Tjekkiet og senere gift med prins Michael af Kent, der er fætter til dronning Elizabeth II.
Via det britiske kongehus har prinsessen undskyldt, at hun til julebanketten onsdag var iført den efterfølgende omdiskuterede broche.
»Prinsesse Michael er meget ked og ulykkelig over, at det har stødt nogen,« siger en talsmand fra kongehuset til BBC og fortsætter:
»Brochen var en gave og har været båret adskillige gange før.«