Flere firmaer vil fortsætte MH370-eftersøgning - ét af dem vil kun have betaling, hvis de finder noget
Malaysia Airlines-flyet forsvandt i marts 2014 på vej til Beijing fra Kuala Lumpur.
En flere år lang og intensiv eftersøgning har indtil videre ikke givet noget svar på, hvad der er sket med MH370-flyet fra Malaysia Airlines, der pludselig forsvandt på vej fra Kuala Lumpur til Beijing i marts 2014.
Alligevel har tre firmaer nu budt ind på at få lov til at stå for den videre efterforskning, oplyser Malaysias transportminister ifølge The Independent.
Ét af firmaerne er amerikanske Ocean Infinity, der ikke vil have betaling for arbejdet, med mindre de finder flyet.
Derudover har et malaysisk selskab og det hollandske firma Fugro budt ind på opgaven.
»Vi har endnu ikke besluttet os for, hvorvidt vi vil iværksætte en ny efterforskning eller ej,« udtaler transportminister Liow Tiong Lai ifølge The Independent.
Fugro har tidligere deltaget i den oprindelige efterforskning, der blev indstillet i januar 2017.
Siden har franske myndigheder meddelt, at man havde sikret sig satellitbilleder, der kan være med til at afsløre, at flyet styrtede ned i den sydlige del af Det Indiske Ocean.
To uger efter flyet forsvandt den 8. marts 2014, flød der objekter rundt i havet, der kan være blevet fremstillet af mennesker.
De fire satellitbilleder blev taget over et område på 25.000 kvadratkilometer, der ikke har været en del af den storstilede efterforskning i området.
»Disse objekter er ikke endeligt blevet identificeret som vragdele fra MH370,« slog Greg Hood, chef for Australian Transport Safety Bureau (ATSB), dengang fast over for The Guardian.
I starten af oktober afleverede ATSB sin endelige rapport om undervandseftersøgningen efter flyet, der blev indstillet i starten af året.
»ATSB udtrykker vores dybeste sympati til passagerernes og besætningsmedlemmernes familier om bord på MH370. Vi deler jeres dybe og langvarige sorg og beklager dybt, at vi ikke har kunnet finde flyet eller de 239 sjæle om bord, der mangler,« lyder det undskyldende fra myndigheden i rapporten.
Der var 239 ansatte og passagerer om bord på flyet, da det forsvandt.