Næsten 900 år gammel kinesisk skål solgt for 240 millioner kroner på auktion
Den lille skål måler blot 13 cm i diameter, men har sat verdensrekord.
En lille, blågrøn skål satte tirsdag verdensrekord, da den blev solgt for 240 mio. kr. ved en auktion hos auktionshuset Sotheby's i Hong Kong, skriver Channel NewsAsia.
Den knap 900 år gamle skål med en diameter på 13 cm er tidligere blevet brugt til at vaske børster, oplyses det.
Det, der gør skålen speciel, er, at den blev brændt i ovn i det nordlige Songdynasti. Ovnene her havde kun en kortvarig produktion, der varede omkring to årtier.
Skålen blev solgt til en anonym køber efter 20 minutters intens budkamp. At prisen blev presset så højt op, skyldes formentlig interessen fra særligt kinesiske købere.
»I løbet af de sidste 20 år har vi oplevet en stor tilgang af købere fra Kina. Vi fylder rummet med nye priser og nye interesser, og det er det, der virkelig har drevet prisen i dag (tirsdag, red.),« siger Sotheby's viceformand for Asien, Nicolas Chow, til Channel NewsAsia.
Den tidligere indehaver af verdensrekorden som det dyreste kinesiske keramik var en 500 år gammel "kyllingekop" fra Mingdynastiet, som blev solgt for 228 mio. kr. i Hong Kong i 2014.