Fortsæt til indhold
Asien

Mystik i asiatisk lufthavn: Mand sigtet for at have ombyttet 286 bagagemærker på kufferter

Det er endnu uklart, hvad der ligger bag mandens adfærd.

En mand i Singapore blev tirsdag sigtet for at have ombyttet 286 bagagemærker på kufferter i en asiatisk lufthavn.

I Changi Airport i Singapore er flere hundrede kufferter blevet sendt til forkerte destinationer siden 8. november sidste år, hvor han skulle være begyndt på sin mystiske kriminelle adfærd.

Siden november skulle han nemlig have ombyttet bagagemærker næsten hver dag frem til februar i år.

Det skriver den engelsksprogede avis i Singapore Straits Times.

I retten i Singapore kom det ikke frem, hvad der kan have været motivet for mandens adfærd.

Ombytningerne er gået ud over flyselskaberne Singapore Airlines, Silkair og tyske Lufthansa. Der har primært været tale om kufferter, der skulle flyves til Hong Kong, Manila og London.

Og det er stadig uklart, hvor mange af kufferterne er endt hende, efter manden gav dem nye destinationer.

En talsmand fra Changi Lufthavn udtalte til avisen, at der er tale om en isoleret hændelse, og at der ikke har været nogle tegn på brud på sikkerheden i lufthavnen.

»Men alligevel har vi forøget vores sikkerhedskontrol og tv-overvågning i bagageområdet, og vi har også indsat flere vagter til at patruljere,« oplyste talsmanden til avisen.

Den tiltalte havde ikke nogen advokat til at repræsentere sig, og var ifølge Straits Times »udtryksløs«, da han stod i retten tirsdag.

Men han agter at erklære sig skyldig, når han skal tilbage i retten den 17. oktober.

Hvis han bliver dømt, kan han få op til ét års fængsel samt en bøde for hvert enkelt bagagemærke, han har ombyttet.