15 er fundet døde efter klippeskred i Kina - mange savnes
Del af bjergside løsnede sig tidligt lørdag morgen og rev huse og beboere med sig i kinesisk landsby.
15 mennesker er fundet døde efter et meget stort klippeskred, som begravede en landsby i den kinesiske provins Sichuan. Over 100 savnes fortsat.
Det oplyser nyhedsbureauet Xinhua natten til søndag lokal tid.
Redningsfolk er i færd med at arbejde sig gennem klippestykker i et desperat forsøg på at finde eventuelle overleverende.
De foreløbig 15, som er fundet døde, blev fundet i stenmasserne cirka klokken 22 lokal tid.
Det er foreløbig kun lykkedes at finde tre overlevende. Det er et ægtepar og deres baby.
Faderen fortæller, at han vågnede lige omkring klokken fem om morgenen for at skifte sit barns ble.
- Jeg hørte så en voldsom lyd komme bagfra, fortæller han kinesisk tv fra sin hospitalsseng.
- Huset rystede. Klippestykker lå inde i stuen. Min kone og jeg kravlede over dem, vi fik fat i barnet og slap ud, beretter han.
Tidligere oplyste embedsmænd fra provinsens regering, at 141 mennesker var savnet.
Det kinesiske nyhedsbureau Xinhua skriver, at 46 huse blev revet væk, da en del af en bjergside løsnede sig og væltede ned over en del af landsbyen Xinmo lørdag morgen.
I midten af skråningen ses en flere meter bred nøgen kile, hvor skreddet tilsyneladende har revet al beplantning med sig.
En flodstrækning på omkring to kilometer er blokeret af jord og klippestykker.
Katastrofen menes at være udløst af voldsom regn i området.
Den statslige vejrtjeneste har de seneste dage varslet om kraftig regn på tværs af landet.
Fredag blev der udsendt en prognose om op til 160 millimeters nedbør i flere provinser, fremgår det af Xinhuas hjemmeside.
Kina har et farveinddelt varslingssystem for voldsomt vejr. Rød angiver det mest alarmerende varsel efterfulgt af orange, gul og blå. Aktuelt er varslet gult.
/ritzau/AFP