Fortsæt til indhold
Asien

Ekspert: Trumps militære trusler mod Nordkorea er varm luft

Nordkorea er i virkeligheden et svagt og ubetydeligt styre, mener ekspert.

De seneste uger har været præget af en anspændt stemning mellem USA og det nordkoreanske styre, som nægter at indstille deres missiltests og atomprøvesprængninger. Men på trods af udmeldinger fra begge parter om, at der ikke er langt til militær handling, så er der ikke en atomkrig om hjørnet, mener ekspert.

»Nordkorea har ikke magtmidler til at gøre noget, og USA har ikke lyst til at involvere sig i en krig,« siger Thomas Galasz Nielsen, som er forsker ved Forsvarsakademiet og ekspert i Nordkorea, Kina og militær strategi.

Han fortæller, at Nordkorea i virkeligheden er et svagt og i sidste ende ubetydeligt styre, som ikke ville kunne vinde en krig, hvis den opstod.

USA sendte for nogle uger siden en flådeenhed, anført af hangarskibet USS Carl Vinson, mod den koreanske halvø for at lægge pres på Nordkorea. Skibet har sidenhen skiftet kurs og er nu på vej mod Australien.

Men Thomas Galasz Nielsen mener ikke, at USAs intention var at sende et signal til Nordkorea. I stedet var det en politisk strategisk kommunikation til Kina om, at de skal træde i karakter overfor Nordkorea i kampen mod styrets mange missiltests og prøvesprængninger.

»Det var et signal til Kina om, at nu gør i noget, ellers rasler vi med sablen,« siger han.

Det er nemlig kun Kina, som reelt kan gøre noget med hensyn til Nordkorea - nemlig lukke for handelen. Medmindre det kommer til krigsførelse, og det er ingen interesseret i, forklarer Thomas Galasz Nielsen.

»USA ser Kina som dem, der snyder i forhold til sanktionerne, fordi der er foregået en livlig handel mellem Nordkorea og Kina, hvilket er den eneste grund til, at Nordkorea eksisterer,« forklarer han.

Det er nemlig forbudt at eksportere en række produkter til Nordkorea, ifølge sanktioner mod landet anført af FN og EU.

Kina har altså mulighed for at presse Nordkorea ved at stoppe deres indbyrdes handel. Og det er netop det, USA forsøger at tvinge Kina til at gøre ved at sende hangarskibet op i det østkinesiske hav, mener Thomas Galasz Nielsen.

»Kina er ikke interesseret i yderligere konflikter i det område. De har allerede en masse konfliktpotentiale med både Japan, Taiwan og Sydkorea. Så de er ikke interesseret i, at USA blander sig yderligere i det,« siger han.

Da kursen på det amerikanske krigsskib blev offentliggjort, reagerede Nordkorea med en offensiv retorik ved at erklære sig klar til krig mod USA, hvis amerikanerne fandt på at angribe.

Men Thomas Galasz Nielsen mener ikke, at det nordkoreanske styre har en interesse i at angribe USA, da styret ikke ville have en chance.

»Det er et militær, som er beregnet til at knægte deres egen befolkning, så det er mere show udadtil,« siger han og tilføjer, at grunden til der alligevel er rettet fokus på styret er, at de truer Sydkorea og beskæftiger sig med missiltests og forsøger at skabe atomvåben. Men indtil det lykkes, har de ikke magtmidlerne, fastslår han.

Til gengæld mestrer de det politiske spil ganske godt, mener Thomas Galasz Nielsen. De er nemlig udmærket klar over, hvilken brik de udgør mellem Kina og USA.

»De ligger i orkanens øje og provokerer begge parter for at opnå hvad de vil, nemlig at fastholde regeringsmagten over landet,« siger han.

Selvom Kina og USA ikke kan blive enige om, hvordan de skal løse problemet med Nordkorea, så er Kina heller ikke interesseret i, at Nordkorea kollapser, hvis USA skulle angribe.

Nordkorea grænser ikke op til andre lande end Kina, som befolkningen vil kunne flygte til, da ærkerivalen Sydkorea ikke er en mulighed.

»Derfor vil folk vandre til Kina, hvorefter Sydkorea og USA vil overtage Nordkorea. Og så vil Kina pludselig grænse op til et amerikansk styret område. Det er de ikke interesserede i,« forklarer Thomas Galasz Nielsen.