Japansk premierminister advarer: Nordkorea kan være i besiddelse af kemiske sprænghoveder
Shinzo Abe frygter, at Kim Jong-Un råder over sprænghoveder med saringas. Den samme nervegas, som for nylig blev brugt i Syrien.
Situationen tilspidses omkring Nordkorea og landets naboer, her under Japan.
I en tale til det japanske parlament lød det torsdag fra landets premierminister, Shinzo Abe:
»Det er sandsynligt, at Nordkorea allerede er i stand til at affyre missiler med monterede sprænghoveder med sarin.« Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Sarin er en nervegas, som senest blev brugt mod civile i Syrien.
Udmeldingen fra Shinzo Abe kommer efter længere tids eskalering i det konfliktefyldte forhold mellem Nordkorea og andre lande i regionen. Nordkorea har gennem længere tid udført adskillelige prøvesprængninger i forbindelse med landets atom- og missilprogram.
Det har bl.a. fået USA til at sende et klart signal til Nordkorea ved at sende et hangarskib til havet ud for den koreanske halvø. Og så sent som i går kom nyheden om, at Japan også sender krigsskibe til området.
USA's præsident, Donald Trump, har meddelt, at han forventer, at Kina vil tage sig af truslen fra Nordkorea. Men samtidig lød det, at hvis et kinesisk engagement udeblev, så kunne USA selv løse problemet. Det skrev Donald Trump på Twitter tirsdag.
Dagen efter, i går onsdag, hed det i endnu et tweet fra Donald Trump, at han havde haft »en god telefonsamtale« med Kinas præsident Xi Jinping vedrørende situationen omkring Nordkorea.
Had a very good call last night with the President of China concerning the menace of North Korea.
— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) 12. april 2017