Kim Jong-un’s halvbror meldes snigmyrdet i Malaysia
Flere sydkoreanske medier reporterer, at en halvbror til Nordkoreas leder er myrdet i Malaysia.
Ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap er Kim Jong-nam, halvbror til den nordkoreanske leder Kim Jong-un, blevet snigmyrdet mandag morgen.
Malaysisk politi har til Reuters sagt, at en ukendt nordkoreansk mand døde, da han var på vej fra lufthavnen i Kuala Lumpur til et hospital.
Den sydkoreanske tv-kanal TV Chosun melder, at halvbroderen blev forgiftet i lufthavnen af to kvinder, der angiveligt var nordkoreanske agenter. Den oplysning stammer ifølge Reuters fra flere kilder i den sydkoreanske regering. Endnu er intet dog meldt officielt ud.
I mange år vurderede eksperter, at det var Kim Jong-ils førstefødte søn, Kim Jong-nam, der var kronpris. Situationen ændrede sig imidlertid i 2001, da den formodede arvtager i Tokyos lufthavn blev afsløret med et falsk pas fra Den Dominikanske Republik. Kim Jong-nam havde tidligere besøgt nabolandet og ville endnu engang besøge Japans Disneyland.
Kang Myong-Do, professor ved det sydkoreanske Kyungmin-universitet med speciale i Nordkorea, har tidligere udtalt at, at Kim Jong-uns højrehånd Jang Song-Thaek blev henrettet i 2013, fordi han mødtes privat med diktatorens bror. Dengang sagde Kang Myong-Do til den sydkoreanske tv-station YTN:
”Kim Jong-un har ønsket at få Kim Jong-nam henrettet flere gange. Men det er ikke lykkedes, fordi Kim Jong-nam blev beskyttet af både Kina og Jang Song Thaek.”
De senere år har Kim Jong-nam levet et tilbagetrukket liv i udlandet, hvor han åbent har kritiseret sin brors regime.