Fortsæt til indhold
Asien

Flere unge smittes med HIV

Manglende sexualundervisning udsætter den kinesiske ungdom for smittefare.

I dag er international AIDS-dag. Men selvom nye medicinske gennembrud har reduceret antallet af AIDS-diagnoser, særligt i de vestlige lande, så er HIV i Afrika og Asien langt fra er et fortidslevn. I Kina oplever man endda en stigning i antallet af HIV-smittede blandt den yngre del af befolkningen.

For at komme problemet til livs har flere af landets universiteter installeret automater med HIV-hjemmeprøver. Men det er langt fra nok.

»Automater kan ikke løse problemet, med mindre det bliver fulgt op af undervisning til de studerende,« siger Xiong Binqi, vicepræsident i et Beijing-baseret uddannelses- og researchcenter.

Ifølge Kinas nationale STD/AIDS- og præventionscenter var der sidste år 115.000 nye HIV-infektioner i Kina. Af dem var 17.000, svarende til 14,7 pct., i aldersgruppen 15-24 år.

Samlet set udgør de en meget lille del af Kinas samlede befolkning, men den årlige vækstrate af HIV-smittede unge ligger på omkring 35 pct. Frem til september i år er der således målt 13.000 nye tilfælde.

Det skriver CNN.

Ifølge AIDS-fondet lever 37 mio. mennesker på verdensplan med HIV. I 2015 blev 2 mio. børn og voksne smittet med sygdommen, og 11 mio. døde af AIDS.

Til sammenligning skønnes 6.000 personer at leve med HIV i Danmark.

Afrika syd for Sahara er fortsat den mest udsatte region. Her lever 25,8 mio. mennesker med HIV, hvilket svarer til 70 pct. af verdens smittede.

Med 5 mio. smittede er Asien næstøverst på listen.

I Kina smittes hovedparten af de ramte gennem sex med det modsatte køn. Mindre hyppigt er sex med det samme køn, mens de færreste smittes med kanyler. En udvikling, som er vendt på hovedet siden midten af 1980’erne, da flest blev smittet intravenøst og en meget lille del blev smittet gennem heteroseksuel sex.

Men skal epidemien udryddes, er sex-undervisning altafgørende. Det mener Jing Jun, professor i sociologi ved Beijings Tsinghua Universitet. På trods af store udfordringer, ser han nogle tegn på, at den basale oplysning i stigende grad når frem til de unge.

»På Tsinghua kan de studerende tage nogle kurser i sexualundervisning, hvor de får en basal viden om sikker sex, brug af kondom osv. Så vidt jeg ved, er det første gang mine studerende nogensinde har taget kurser af den slags,« siger han.

Men selvom flere undervisere samtidig fører oplysningskampagner via sociale medier som Buzz, Bloom og Yummy, så er abort for mange unge stadig den bedst kendte form for prævention.

»Mange kvinder får en abort, fordi de aldrig har fået den grundlæggende undervisning, især omkring præventionsmidler,« siger grundlægger af Yummy, Zhao Jing.

Ifølge mediet China Daily udføres der årligt 13 mio. aborter i republikken. Hertil skal lægges et større mørketal, fordi indgreb udenom de autoriserede abortklinikker stadig er udbredt i landet.