2,3 millioner personer søgte 368 assistentjob i Indien
Da den indiske delstat Uttar Pradesh slog 368 assistentstillinger op, modtog de ikke færre end 2,3 millioner jobansøgninger.
Den indiske delstatsregering i Uttar Pradesh annoncerede i august, at de søgte assistenter, som blandt andet skulle fungere som nattevagt, køre ærinder, rydde op og tilberede te og lignende til de øvrige medarbejdere. Der var tale om i alt 368 stillinger.
Selvom der var tale om et job, der ifølge jobopslaget blot krævede fem års skolegang samt evnen til at kunne cykle, fik det mange jobsøgende til tasterne.
Helt præcist havde 2,3 millioner personer skrevet en ansøgning, da fristen udløb den 14. september. Heraf havde omkring 220.000 af ansøgerne en længere videregående uddannelse, 250 en doktorgrad og knap 25.000 var i besiddelse af en kandidatgrad.
»Vi havde ikke forudset udfaldet. I 2006 da vi slog 260 stillinger op, modtog vi 100.000 ansøgninger,« siger Prabhat Mittal, der er kontorfuldmægtig ved delstatsregeringen, til Financiel Times.
Med en startløn på 1575 kr. havde de jobsøgende udsigt til en månedsløn, der ligger over den gennemsnitlige inders månedsløn, som ifølge Verdensbanken er 885 kr.
Ifølge guvernøren i den indiske centralbank, Raghuram Rajan, er regeringsjobs i forhold til arbejde i den private sektor forbundet med en højere status i det indiske samfund. Samtidig er det godt betalt og kan tilbyde langsigtet stabilitet, nævner han overfor Financiel Times som nogle af årsagerne til, hvorfor jobopslaget modtog så mange ansøgere.
En anden, der ligesom Prabhat Mittal blev overrasket over det store antal ansøgere var stabschef ved delstatsregeringen, Alok Ranjan. Han kalder antallet af ansøgere for »forbavsende højt«.
Ifølge ham er antallet af ansøgere et udtryk for, at særligt de unge indere er desperate for at få et job.
»Dette afspejler tilstanden af arbejdsmarkedet i Indien og viser desperationen blandt de unge, der på trods af høje uddannelser er klar til at tage et job, hvor personen skal løbe ærinder og servere samt vaske tekopper,« siger han.
Ifølge Prabhat Mittal har delstatsregeringen valgt at gennemføre en skriftlig eksamen, der har til formål at screene ansøgerne, da det ellers vil tage minimum fire år at afholde jobsamtale med alle ansøgerne.
Med mere en 1,2 milliarder indbyggere og 13 millioner unge, der hvert år træder ind på arbejdsmarkedet, er behovet for oprettelsen af nye arbejdspladser tiltrængt.
Omkring 5 pct. af Indiens indbyggere i den erhvervsaktive alder er arbejdsløse. Særligt unge har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Ungdomsarbejdsløsheden ligger på knap 13 pct.
Med over 200 millioner indbyggere er Uttar Pradesh den befolkningsmæssigt største delstat i Indien. Blandt de 13 til 35-årige er 13 millioner arbejdsløse.