Fortsæt til indhold
Asien

MH370-mysteriet: Hvad skal der ske nu?

Lederen af den australske havarikommission er mere og mere overbevist om, at den fundne vragdel tilhører MH370-flyet. Nu skal vragdelen fragtes til Frankrig for at blive undersøgt.

Er det første fysiske spor til et af luftfartshistoriens største mysterier fundet på en ø i Det Indiske Ocean?

Det spørgsmål venter mange mennesker verden over at få besvaret, efter at de malaysiske myndigheder fredag har bekræftet, at den fundne vragdel på øen Reunion stammer fra et Boeing 777-fly - samme flymodel som det forsvundne Malaysia Airlines-fly MH370.

Selvom myndigheder og eksperter endnu ikke er 100 pct. sikre på, at den fundne vragdel stammer fra MH370, bliver man efterhånden »mere og mere overbeviste«.

Sådan lyder det fra lederen af den australske havarikommission, der undersøger MH370’s forsvinden, Martin Dolan, ifølge amerikanske CNN.

Men hvad skal der så ske nu?

Da øen Reunion, hvor rengøringsmanden Johnny Bègue fandt den ca. to meter lange vingeflap, er fransk territorium, vil vragdelen fredag blive fløjet til Frankrig og udleveret til den franske havarikommission, BEA. Vragdelen vil ifølge CNN lande i Paris lørdag, hvorefter den vil blive sendt til Toulouse, hvor BEA har sit nærmeste kontor.

Her vil vragdelen blive undersøgt af den franske havarikommission, som vil få hjælp af efterforskere fra Malaysia Airlines. Luftfartsselskabet vil fredag sende efterforskere til både Frankrig og Reunion, oplyser en talsmand fra selskabet til CNN.

Ifølge CNN har det franske laboratorium nær Toulouse kapaciteten til »meget hurtigt at identificere«, hvilket fly vragdelen tilhører, og hvad der er sket med det, lyder det fra en kilde tæt på det franske efterforskningshold.

Det franske laboratorium mener desuden at kunne fortælle, hvorvidt vragdelen tilhørte et fly, der eksploderede i luften eller først gik i stykker, da det ramte vandet.

»Det er kun et lille stykke af flyet, men det kan vise at være et meget vigtigt bevis,« siger Australiens transportminister, Warren Truss, om vragdelen.

MH370-flyet forsvandt den 8. marts 2014, og mysteriet om dets forsvinden er stadig uløst trods omfattende eftersøgninger.

Flyet havde 227 passagerer og 12 besætningsmedlemmer om bord på flyvningen fra Kuala Lumpur i Malaysia mod den kinesiske hovedstad, Beijing.

Den malaysiske regering har erklæret Malaysia Airlines-flyet for en ulykke, og dermed formodes alle dets passagerer og besætningsmedlemmer omkomne.