Fortsæt til indhold
Asien

Hemmelig rapport om MH370: Person fra cockpittet fik bevidst flyet til at styrte ned

Malaysiske myndigheder bekræfter, at en nyfundet vragdel stammer fra samme flytype som MH370. Samtidig er hemmeligstemplet rapport fra amerikanske efterretningstjenester blevet offentliggjort.

Informationerne om det forsvundne malaysiske fly MH370 strømmer i øjeblikket ind.

Fredag kan malaysiske myndigheder bekræfte, at en nyfundet vragdel i Det Indiske Ocean stammer fra et Boeing 777-fly. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det er et påstemplet tal, der knytter forbindelsen mellem det flere meter lange vragstykke og flytypen, fortæller Malaysias vicetransportminister, Abdul Aziz Kaprawi.

MH370-flyet, der forsvandt i marts sidste år med 239 passagerer, er netop af typen Boeing 777.

Dermed kan det med meget tæt på 100 pct. sikkerhed fastslås, at vragdelen stammer fra MH370, for siden Boeing introducerede flytypen 777, i 1990 er kun fire fly af denne type styrtet ned, og de tre andre er alle forulykket over landjorden.

Samtidig har offentligheden fået nye informationer om flyet, som afsenderen for alt i verden gerne ville have undgået kom frem til offentligt skue.

Da flyet fra Malaysia Airlines på mystisk vis forsvandt, var det sandsynligvis på grund af en bevidst handling fra en af flyets piloter eller en anden person, der fik adgang til cockpittet.

Sådan lyder konklusionen i en hemmeligstemplet rapport, der er lavet af de amerikanske efterretningstjenester FBI og National Intelligence.

Nu har det amerikanske medie CNN imidlertid fået adgang til rapporten om det forsvundne MH370-fly og offentliggjort dets vigtigste budskab.

Ifølge de amerikanske efterretningstjenester ændrede en person i cockpittet sandsynligvis bevidst flyets kurs, så MH370-flyet afveg fra sin rute og forsvandt fra flyradaren. Teorien er baseret på al tilgængelig satellitdata og andre beviser, der findes omkring det forsvundne fly.

Der er dog ikke inddraget specifikke fund fra efterforskningen i arbejdet, og rapporten tager forbehold for, at man ikke har konkret data fra flyets sorte bokse, der endegyldigt kan klarlægge flyets skæbne.

Alligevel slår en anonym kilde fast over for CNN, at det på nuværende tidspunkt er den amerikanske holdning, at nogen bevidst fik flyet til at styrte ned.

FBI og National Intelligence har begge afvist at kommentere oplysninger fra den hemmeligtstemplede rapport over for CNN.

Med rapporten bliver fokus igen rettet mod flyets to piloter, Zaharie Shah Ahmedoch og andenpilot Fariq Abdul Hamid, eller en tredje person, der enten har fået eller tiltvunget sig adgang til cockpittet.

En tidligere undersøgelse af de to piloter har slået fast, at der ikke var nogen ”adfærdsmæssige tegn på social isolation, ændring i vaner, selvomsorgssvigt, narkotika- eller alkoholmisbrug” blandt hverken de to piloter eller resten af kabinepersonalet. Vurderingen blev foretaget af malaysiske myndigheder.

De to efterretningstjenester har udarbejdet rapporten for flere måneder siden som led i deres hjælp til malaysiske efterforskere for at klarlægge, hvorfor flyet forsvandt den 8. marts 2014. På det tidspunkt var flyet på vej fra Kuala Lumpur til Beijing.

Onsdag kom der fornyet fokus på sagen, da en flyvragdel skyllede op på øen Reunion i Det Indiske Ocean. Efter en grundig undersøgelse af vragdelen kan efterforskere nu konkludere, at det stammer fra et Boeing 777-fly, samme flytype som MH370.

Nu skal efterforskerne lede efter de sidste spor for at finde ud af, om det vitterligt er en del af MH370, der er fundet.

”Alle dele, undtagen skruer og nitter, er mærket med en unikt identifikation i sådan et fly. Det er typisk et typenummer og et serienummer. Hvis man kan finde dem, er det en simpel sag at spore den fundne vragdel tilbage til et bestemt fly,” forklarer den amerikanske havariekspert Greg Feith til Wired.com.

Viser det sig, at vragdelen stammer fra MH370, er næste opgave for efterforskerne at finde ud af, hvordan den endte på Reunion, der ligger næsten 6.500 km fra det område, som den australske havarikommission anser som det mest sandsynlige nedstyrtningssted.