Fortsæt til indhold
Asien

Afghanistan forbyder legetøjsskydere: De kan gøre fysisk og psykologisk skade

Skydevåben er en del af hverdagen i Afghanistan, men nu tillades kun den ægte vare.

I 2014 blev 714 børn dræbt i Afghanistan som følge af konflikten i landet, mens 1.760 blev såret.

Og selv om krigen i Afghanistan har stået på siden 2011 og de fleste lande har taget deres tropper hjem, er den langt fra slut for befolkningen. Således var antallet af sårede og dræbte børn 40 pct. højere end året før.

Den tilsyneladende uendelige konflikt, som Afghanistan har befundet sig i mere eller mindre konstant i, siden sovjetiske tropper invaderede landet i 1979, har betydet, at skydevåben er en integreret del af afghanernes hverdag.

Men det må efter alt at dømme kun være den ægte vare. I hvert fald har man besluttet at forbyde brugen af legetøjsskydere, fordi leg med de ofte virkelighedstro håndvåben resulterer i øjenskader.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Under den nylige fejring af den muslimske højtid eid endte mindst 184 personer, hovedsageligt børn, med øjenskader pga. brugen af legetøjsskydere med plastikkugler.

Denne butiksejer kan regne med at få konfiskeret en del af sit varelager, efter at Afghanistan har forbudt legetøjsskydere.

Det fik indenrigsministeriet til at udstede følgende bekendtgørelse:

"Det afghanske indenrigsministerium beordrer alle politistyrker til at konfiskere legetøjsskydere, som kan gøre fysisk og psykologisk skade på folk."

Der er ikke tal på, hvor mange våben, som er blevet konfiskeret i den forbindelse.

Skyderne, som i mange tilfælde er importeret fra Kina eller Pakistan, er blandt de gaver, som gives til drenge under eid, der markerer afslutningen på ramadan.

Afdelingsleder på Noor Eye Hospital Abdul Rahim Majeed fortæller, at man har produceret en oplysningsvideo, der skulle gøre forældre opmærksomme på farerne ved brugen af håndvåben med plastikkugler som ammunition.

Men, bemærker han, "desværre har familierne ikke taget det seriøst".

Den 38-årige familiefar Shakib Nasery hilser tiltaget velkomment.

"Det er ikke godt for et samfund at have børn med en mentalitet, hvor man bruger skydevåben eller leger skydekampe. Desværre er det den negative konsekvens af den kontinuerlige krig i vores land," siger han til AP.

I Danmark, som immervæk har en mere fredelig historie ned Afghanistan, er brugen af softguns dog også populær. Selv om man skal være 18 år for at købe dem, kan mindreårige uden problemer få fingre i de potentielt farlige legetøjsvåben over nettet. Og hvert år resulterer det i øjenskader.