"Konflikten er USA's første styrkeprøve med fremtidens supermagt"
Kina påråber sig historisk ret til Spratley-øerne i det sydkinesiske hav, mens USA har økonomien i klemme.
Den storpolitiske konflikt mellem Kina og USA spidser til, efter at den kinesiske hær har øget tilstedeværelsen på de omstridte småøer Spratlyøerne i Det Sydkinesiske Hav.
For kineserne er det ligeså grotesk, at USA blander sig i Det Sydkinesiske Hav, som hvis Kina blandede sig i den Mexicanske Golf,Martin Jacques, kinaanalytiker.
Foruden Kina gør også bl.a. Filippinerne, Vietnam og Taiwan krav på øerne, men i løbet af de seneste 18 måneder har det kinesiske militær optrappet tilstedeværelsen på øerne drastisk, hvilket lørdag fik den amerikanske forsvarsminister Ash Carter til at udtrykke bekymring for Kinas planer.
Carter har desuden gjort det klart, at USA ikke vil respektere og opfatte øerne som kinesisk territorium.
Dermed er banen ridset op til en storpolitisk konflikt mellem verdens to største supermagter. En styrkeprøve, der meget vel kan vise sig at blive en forsmag på en fremtidig koldkrigslignende tilstand.
Det mener den britiske journalist, akademiker og Kina-analytiker Martin Jacques, der er forfatter til den internationale bestseller 'When China Rules the World.'
"Øerne bliver scenen for den første alvorlige prøve mellem de to lande. USA har været verdens eneste reelle supermagt, siden Sovjetunionen kollapsede, men det er meget svært at forestille sig, at Kina ikke bliver ved med at vokse sig rigere og stærkere," siger Martin Jacques til Jyllands-Posten.
"Derfor er det helt store spørgsmål, hvad der kommer til at ske i Sydøstasien, nu hvor Kina for alvor træder ind i spillet."
Ifølge Martin Jacques er forholdet mellem USA og Kina blevet forværret, siden den amerikanske præsident Barack Obama mødtes med sin kinesiske kollega Xi Jingping i Los Angeles for nøjagtigt to år siden.
Allerede dengang forudså analytikere, at de to nationer kunne være på kollisionskurs, og ifølge Martin Jacques skyldes det i høj grad uforenelige interesser i Det Sydkinesiske Hav.
"Amerikanerne ved, at Sydøstasien lige nu og i mange år frem vil være verdens økonomiske epicenter. Det er derfor, de har indgået handelsaftaler på tværs af Stillehavet i det såkaldte Trans-Pacifik Partnership (TPP), og det er derfor, det er vigtigt at bevare en grad af kontrol over området," siger Martin Jacques.
Han påpeger, at samarbejdslandene i TPP-forbundet ikke inkluderer Kina, og at USA tilsyneladende forsøger at begrænse den kinesiske indflydelse og kontrol over regionen. Og at det blandt andet er den strategi, der har fået kineserne til at reagere.
"Kina har to primære grunde til at gøre krav på Spratlyøerne. Den ene er sikkerhedspolitisk, hvor Det Sydkinesiske Hav er vigtig af strategiske årsager, men den anden er mere historisk," siger Jacques og uddyber:
"Kina føler, at de historisk har ret til at kontrollere området, og at andre lande blot har fået kontrol over dele af området, fordi Kina midlertidigt stod svagt. Nu er Kina stærkt igen, og så skal området generobres," forklarer Martin Jacques.
Den britiske analytiker mener, at det sprængende punkt i konflikten derfor vil være, om USA formår at sætte sig ind i den kinesiske tankegang. Ifølge Jacques er det afgørende for at undgå en ny "kold krig" i fremtiden, at Vesten lærer at forstå den kinesiske selvopfattelse.
"Vi skal huske, at vores verdenssyn her i Vesten er relativt nyt. Det er grundlæggende blevet formet i løbet af de seneste par hundrede år. Men kinesernes verdenssyn går meget længere tilbage i historien, og derfor tænker de også helt anderledes. For dem er det ligeså grotesk, at USA blander sig i Det Sydkinesiske Hav, som hvis Kina blandede sig i den Mexicanske Golf," siger Martin Jacques.