Islamisk Stat tager ansvaret for 33 dræbte i Afghanistan
Taliban har fordømt selvmordsangreb i Jalalabad, som Islamisk Stat tager ansvaret for.
Mindst 33 mennesker mistede livet, da en selvmordsbomber lørdag morgen slog til i byen Jalalabad i det østlige Afghanistan.
Terrororganisationen Islamisk har siden taget ansvaret for angrebet, og dermed har gruppen tilsyneladende gennemført sit første større angreb i landet.
Det fortæller Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, i forbindelse med et besøg i den nordøstlige provins Badakhshan.
"Hvem har taget ansvaret for angrebet? Ikke Taliban. Islamisk Stat har påtaget sig ansvaret," sagde præsidenten ifølge amerikanske Time.
Taliban har desuden benægtet kendskabet til angrebet og har fordømt det som en "ondskabsfuld handling," skriver nyhedsbureauet Reuters.
Hvis det rent faktisk er Islamisk Stat, der står bag lørdagens angreb i Jalalabad, markerer det kraftig ekspansion mod øst for terrororganisationen, der hidtil primært har opereret i Irak og Syrien.