Savnet bjergbestiger fundet efter 42 år
42 år efter han blev dræbt, dukkede liget af en New Zealandsk bjergbestiger op ved foden af en gletsjer.
Fundet af et velbevaret lig for foden af Tasman Gletsjeren i New Zealand, kan nu muligvis sætte punktum i et 42 år gammelt mysterium. Det skriver avisen The New Zealand Herald.
New Zealandsk politi mener at liget, der blev fundet af to spanske bjergbestigere i sidste uge, er resterne af en 19-årig bjergbestiger, som forsvandt i en lavine nær toppen af gletsjeren i september 1973.
Ifølge rapporterne fra 1973, var den 19-årige og hans makker på vej hen over gletsjeren, da en stor mængde is længere oppe rev sig løs og ramte dem.
Liget af den 19-åriges makker, en 64-årig mand, blev fundet kort efter ulykken fundet, men den 19-årige blev aldrig fundet.
Tøj fundet på og i nærheden af liget, stemmer overens med den type udstyr, som bjergbestigere anvendte i det tidlige 1970'ere, men politiet afventer resultaterne af dna-test, før de endelig vil bekræfte, om der er tale om liget af den 19-årige.
Andrew Hobman, som er sikkerhedsekspert hos New Zealand Mountain Safety Council, forklarer til avisen The Guardian, at det ikke er ualmindeligt, at mennesker, som forsvinder i området, mange år senere bliver fundet for foden af gletsjeren.
han håber, at opdagelsen af liget forhåbentlig kan give den unge mands familie ro efter mange års uvished.
"Pårørende kan have meget svært ved at forstå, hvorfor vi ikke kan finde deres forsvundne familiemedlemmer, men det er simpelthen umuligt. Når ligene senere dukker op, er det ofte en stor lettelse for familien," siger Hobman til The Guardian.
Ifølge The New Zealand Herald, savnes der i øjeblikket 62 mennesker i nationalparken ved Tasman Gletsjeren, og i slutningen af januar, fandt en lokal bjergfører, under samme omstændigheder et andet lig, som endnu ikke er blevet identificeret.