Fire år gammelt styrt kan måske forklare AirAsia-styrt

Da et AirFrance-fly fra Rio de Janeiro i Brasilien til Paris i Frankrig forsvandt i de tidlige morgentimer den 1. juni 2009, skulle der gå næsten to år, inden vraget af flyet blev fundet på bunden af Atlanterhavet.

I maj 2011 på 3.900 meters dybde fandt man endelig det styrtede fly, de 228 dræbte samt - lidt efter lidt - en forklaring på, hvorfor det store Airbus 330 styrtede ned.

Og de konklusioner, der blev draget efter styrtet, kan muligvis hjælpe med til at kaste lys over, hvorfor et AirAsia-fly fra Indonesien til Singapore pludseligt forsvandt den 28. december sidste år.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Lørdag er det seneste fra eftersøgningen af det styrtede fly, at i alt 30 af de 162 formodede omkomne er blevet bjærget, ligesom fire store objekter er blevet opdaget af en metaldetektor på bunden af havet, hvor flyet formodes at være styrtet. To af objekterne måler 9,2x4,6x0,5 meter og 7,2x0,5 meter.

Dermed kan en decideret bjærgning af vraget og de resterende omkomne være nært forestående, idet flyvraget kun ligger på 30-50 meters dybde. Dårligt vejr forsinker dog fortsat aktionen, der bl.a. inkluderer et amerikansk krigsskib, 59 dykkerhold fra forskellige lande, to russiske fly og store ressourcer fra de indonesiske myndigheder.

Det skriver CNN.

Tilbage i 2009 var hændelsesforløbet meget lig det, man ved er sket om bord på AirAsia-flyet, kort før det styrtede ned.

Begge fly var Airbus’er, der pludseligt forsvandt over havet, begge fly var blevet fanget i voldsomt uvejr, og i begge tilfælde virker det til, at piloterne har ment, at en kraftig stigning i højde kunne være løsningen på deres problemer.

Efter fundet af AirFrance-vraget konkluderede man, at piloterne var blevet forvirrede af en forkert fartangivelse, fordi en fartmåler var overiset. Efter omkring 25 minutter i uvejret satte autopiloten og andre automatiske systemer pludseligt ud, hvorefter den af de tre piloter om bord, der sad med styringen, begyndte at stige kraftigt.

Det fik flyet til at stalle, så det mistede en stor del af sin fart, og lidt over fire minutter efter de første alarmer om bord var gået, ramte flyet havet med omkring 200 km/t.

Hvad der er sket om bord på AirAsia-flyet, kan man endnu kun gisne om, men det ligger fast, at piloten på grund af uvejret bad om tilladelse til at stige. Det fik han dog ikke lov til, og få minutter efter mistede man al kontakt med flyet.

Efter styrtet i 2009 konkluderede man, at der var visse farer forbundet med den stigende automatisering af systemerne om bord på moderne fly, skriver AP.

Piloterne dengang gjorde faktisk situationen værre, da de gik i panik uden autopilot, og siden da har der været advarsler fremme om, at piloter er for afhængige af deres automatiske systemer.

”Vi ser, at de sofistikerede auto-systemer faktisk er gode, og for det meste gør de flyvning sikrere. Men der er situationer, hvor automatisering kan blive forvirrende, og der ikke er sammenhæng mellem piloterne og flyets automatiske systemer,” siger Deborah Hersman, der er tidligere formand for den amerikanske flysikkerhedsmyndighed National Transportation Safety Board, til AP.

En anden amerikansk ekspert i flysikkerhed mener, at problemet med piloters afhængighed af de automatiske systemer især er fremherskende i Asien.

David Greenberg har bl.a. været sikkerhedskonsulent for Korean Air, hvor han har været med til at overvåge træningen for piloterne.

”I Asien er det meget normalt - efter min mening - at forlade sig overdrevent meget på automatisering. Delvist fordi flyproducenterne fremhæver, at deres fly er nemme at lære at flyve og nemme at træne i og meget sikre, fordi deres automatiske systemer mindsker hullet mellem pilotens evner og de evner, der skal til at flyve flyet,” siger David Greenberg til AP.