Fortsæt til indhold
Asien

De første ofre fra AirAsia-styrtet er identificeret

Flere lig er blevet bjærget, og nogle af ofrene blev ifølge et øjenvidne set med hinanden i hænderne.

Læger på hospitalet i byen Surabaya har identificeret tre af ofrene fra AirAsia-styrtet.

To af dem er mandlige passagerer, mens den tredje er en stewardesse, oplyser myndighederne.

”Vi har bjærget fire lig her til morgen,” siger Tatang Zaenudin fra den indonesiske redningstjeneste ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Tatang Zaenudin oplyste først, at en af ofrene havde en redningsvest på, men senere lød det fra den indonesiske redningstjeneste, at ingen af ligene bar redningsvest - forvirringen var opstået, fordi én af ofrene blev fundet nær en redningsvest.

Det fjerde offer kan ikke umiddelbart identificeres, fordi det har ligget så længe i vandet, at liget er svulmet op og gået i forrådnelse.

Mange lig ligger stadig på havoverfladen, men idet bjærgningsarbejdet fra luften onsdag har været indstillet på grund af blæsevejr, har det været vanskeligt at få fat i ofrene. En pilot fra et af redningsflyene, Tri Wobowo, mener at have set tre af ofrene holde hinanden i hænderne.

”Der er syv-otte mennesker i vandet. Tre af dem har hinanden i hænderne,” siger han til den indonesiske avis Kompas.

Redningsarbejdet fra nærliggende skibe er fortsat dagen igennem.

Den indonesiske flåde meldte tirsdag, at 40 personer var bjærget, men chefen for den indonesiske redningstjeneste, Bambang Soelistyo, meddelte onsdag morgen, at det tal er langt lavere.

Redningstjenesten har desuden fundet flyets skrog på bunden af havet under 30-50 meter vand. Man har dog ikke været i stand til at komme ned til vraget på grund af dårligt vejr og kan derfor ikke bedømme, om flyet har været helt, da det ramte vandet.

Imidlertid peger Reuters på, at passageren med redningsvesten kan indikere, at flyet har været helt i det mindste noget af vejen ned, så de ombordværende har haft tid til at forberede sig på styrtet.

Tatang Zaenudin fra redningstjenesten ville på onsdagens pressemøde ikke spekulere i, hvad det kan betyde, at passagererne har haft tid til at tage redningsvest på.

Piloten på flyet udsendte intet form for nødsignal i forbindelse med styrtet. Piloten kommunikerede kort efter kl. 06 søndag morgen med kontroltårnet for at bede om at få lov til at stige for at flyve uden om et uvejr.

Da flyvelederen vendte tilbage med tilladelse til ændret flyvehøjde, kunne han ikke få kontakt til flyet. AirAsia QZ8501 forsvandt få minutter efter fra radaren.

Der var 162 personer om bord på flyet, da det styrtede, og redningstjenesten forventer, at mange af ofrene stadig befinder sig inde i flyskroget.