Fortsæt til indhold
Asien

Far mistede ni spædbørn i thailandsk razzia

Razziaer har afsløret store problemer med surrogatklinikker og en meget ambitiøs japansk far

I en serie razziaer i Thailand har politiet fundet ni spædbørn, der alle angiveligt har den samme japanske far. Børnene er mellem få uger og et år gamle og blev passet af syv thailandske barnepiger. Det skriver CNN.

Spædbørnene blev fundet i forbindelse med en razzia på den klinik, der var involveret i sagen om den nyfødte Gammy, som blev efterladt i Thailand af sine australske forældre, angiveligt fordi han havde Downs syndrom.

Efter et tip undersøgte det thailandske politi et lejlighedskompleks og fandt her de ni spædbørn samt deres barnepiger. Alle børnene havde det ifølge politiet godt, da de blev fundet.

Ville have "en stor familie"

En thailandsk advokat, der repræsenterer en japansk mand, har siden hævdet, at hans klient er far til alle ni børn. Ifølge advokaten ville den japanske mand gerne have "en stor familie".

Sagen om de ni spædbørn har ligesom sagen om den efterladte Gammy fået en del opmærksomhed.

"Det er meget usædvanligt for en far at have ni spædbørn på samme tid," siger Boonruang Triruangworarat, der er leder af Department of Health Service Support, myndigheden der fører tilsyn med de private surrogatklinikker.

I Thailand er det kun lovligt at bruge rugemødre, hvis rugemoderen er i familie med en af forældrene og ikke modtager betaling. Alle de ni spædbørn er nu blevet flyttet til et statsejet børnehjem, mens thailandsk politi efterforsker sagen.

Razziaer i kølvandet på sag om australsk baby

Razziaerne er kommet i kølvandet på den store internationale opmærksomhed, der har været omkring Gammy. Han blev født af en thailandsk rugemor sammen med sin tvillingesøster. Søsteren blev hentet af de australske forældre, men Gammy, der har Downs syndrom og en farlig hjertesygdom, blev efterladt i Thailand.

En ven af det australske forældrepar har senere fortalt en lokalavis, at parret fik at vide, at Gammy ikke ville overleve sin hjertesygdom. Forældrene overlod ham derfor til den thailandske rugemor, som ønskede at give ham en thailandsk begravelse.

Til en pressekonference i Bangkok torsdag sagde Boonruang Triruangworarat, at det var "helt tydeligt", at klinikken involveret i Gammys fødsel havde brudt loven.

Klinikken er en af 45 klinikker i Thailand, der har autorisation til at arbejde med surrogatgraviditeter og har haft omkring 100 rugemødre skriver CNN.