Fortsæt til indhold
Asien

Højesteretsdom sår splid i Thailand

Yingluck Shinawatra, Thailands premierminister, er blevet kendt skyldig i embedsmisbrug og må gå af. Landets politiske polarisering går fra slem til værre.

Thomas Høy Davidsen, Jyllands-Postens korrespondent

TOKYO

Onsdag faldt den thailandske højesteretsdom over landets premierminister, Yingluck Shinawatra. Dommen er den hidtidige kulmination på måneders politiske uroligheder, men der var aldrig den store tvivl om udfaldet. Yingluck, Thailands første kvindelige premierminister, er blevet kendt skyldig i embedsmisbrug. Hendes fjender jubler, hendes støtter raser. Resten af landet holder vejret.

Yingluck kom til magten i 2011 ved en jordskredssejr, men kort efter forflyttede hun den siddende nationale sikkerhedschef, der var blevet indsat af regeringen før hende. Og det var ulovligt, idet forflyttelsen formodentligt er kommet hendes egen familie til gode, udtaler højesteret. Derfor må både hun og ni af hendes ministre nu gå af.

»Retten har enstemmigt dømt, at Yingluck misbrugte sin status som premierminister og blandede sig i forflyttelsen af sikkerhedschefen til egen vinding. Yingluck kan derfor ikke længere forblive i sin stilling,« udtalte Charoon Intachan, formand for dommerpanelet, der tæller i alt ni højesteretsdommere.

Det kunne knapt siges klarere – men hvad domstolen ikke sagde meget om, var hvordan næste kapitel af Thailands tilspidsede politiske krise bør tackles. Det er en krise så alvorlig, at en lang række eksperter og også hærens øverste chef advarer om, at det kan ende i en borgerkrig.

Bror og søster ved magten

For der er meget mere ved Yinglucks dom end simpel embedsmisbrug. Yingluck er lillesøster til Thaksin Shinawatra, Thailands mest kontroversielle politiker i nyere historie. Han kom til magten i 2001 gennem populistiske løfter. For Thailand er på trods af sin flotte økonomiske vækst et meget ulige land, hvor de fleste af økonomiens goder er tilfaldet eliten og middelklassen, der fortrinsvis bor i Bangkok. Det søgte Thaksin – ligesom Yingluck – at lave om på, hævder begges støtter, de såkaldte ”Røde Skjorter”.

Men de ”Gule Skjorter”, der repræsenterer det konservative thailandske samfund fra det kongelige hof til industrimogulerne, hævder, at dette blot var et spil for galleriet. Thaksin og Yinglucks politik handlede i virkeligheden om at gøre Shinawatra-familien endnu rigere – selv om den i forvejen er et af Sydøstasiens mest magtfulde dynastier.

De Gule Skjorters konspirationsteorier er ikke grebet ud af den blå luft.

Thaksins økonomiske politik blev kritiseret voldsomt af udenlandske analytikere, ligesom Yinglucks er blevet det.

Her er det især en kæmpemæssig statsstøtte til fattige risbønder i nord, der står for skud. Støtten er så stor, at den truer med at slå bunden ud af statsbudgetterne, og er blot en slet skjult måde at købe stemmer på, hævder de Gule Skjorter.

Hvis det passer, virker det ud over al forventning – selvom Thaksin blev afsat af militæret i 2006, har hans parti vundet alle valg sidenhen. Med Yingluck i spidsen er succesen kun blevet større. Derfor gør eliten nu brug af ufine kneb for at fravriste dem magten, hævder de Røde Skjorter. For eksempel fik den nuværende højesteret en række nye magtbeføjelser af militæret og den siddende elite efter kuppet mod Thaksin. Det betyder, at den dybt konservative retsinstans kan vippe enhver premierminister af pinden, som de Gule Skjorter ikke synes om.

Måneders krise fortsætter

Allerede i oktober sidste år gik de Gule Skjorter på gaden for at presse Yingluck fra magten. Efter måneders kaos i Bangkoks gader blev der afholdt nyt valg i februar. Også det vandt Yingluck, men valget blev hurtigt annulleret af domstolene, fordi det var lykkedes de Gule Skjorter at blokere valget i næsten 70 af Thailands 375 valgkredse. Yingluck blev dermed premierminister for en midlertidig regering, der med stærkt formindskede magtbeføjelser skulle lede Thailand, til næste valg afholdes. Det er planlagt til den 20. juli.

Men selv uden Yingluck ved roret er regeringspartiet næsten garanteret endnu en sejr, for der er slet og ret langt flere Røde end Gule skjorter i Thailand. Og dermed har de to lejre spillet remis – det er nu tredje gang siden Thaksin, at højesteretten afsætter en premierminister fra hans gamle parti. Og derfor er frygten for en regulær borgerkrig nu begyndt at spøge.