Hongkong forbereder sig på kæmpetyfon
Det kraftigste stormsystem på Jorden i år har kurs mod millionbyen.
Den kraftige tyfon Usagi, der i flere dage har hærget i bl.a. Taiwan og Filippinerne, er nu på vej videre mod millionbyen Hongkong.
Efter at Usagi har hærget især øsamfund i Luzon-strædet advarer myndighederne i Hongkong om, at situationen kan blive meget farlig, når tyfonen efter forventningen går i land i byen søndag.
Ifølge både Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) og nyhedsbureauet AP er Usagi det kraftigste stormsystem på Jorden i år, og selvom den ventes at tabe en del af pusten, inden den rammer Hongkong, vil den stadig være overordentlig potent.
En alvorlig trussel
Vejrmyndighederne i Taiwan oplyser lørdag, at Usagi har en middelvind på omkring 170 km/t med vindstød på op til 209 km/t, og det placerer tyfonen i kategori to på skalaen, der går til fem.
Tidligere var tyfonen et kategori fire-system, men ifølge DMI ventes den at ramme Hongkong som det nuværende kategori to.
Ifølge vejrmyndighederne i Hongkong, der følger tyfonen tæt, er den lørdag aften lokal tid cirka 570 km sydøst for byen, og myndighederne venter, at den vil ramme Hongkong med middelvinde på omkring 165 km/t.
Myndighederne advarede om, at Usagi udgør en ”alvorlig trussel” mod Hongkong.
Byen forbereder sig
Mens tyfonen nærmer sig byen forbereder indbyggerne sig på voldsomt vejr.
Indbyggerne i bl.a. Hongkong har forlænget weekend på grund af helligdage, og flere flyselskaber har annonceret, at de vil stoppe med at flyve fra Hongkong søndag og efter planen genoptage flyvningen mandag.
Flere færger er også aflyst.
Flere dræbte
Hidtil har tyfonen Usagi hovedsageligt ramt Filippinerne og Taiwan med ødelæggelser, mudderskred, strømafbrydelser og kraftig regn til følge.
Flere tusinde mennesker er blevet evakueret i Taiwan, og i Filippinerne er mindst to mennesker omkommet, efter en båd kæntrede som følge af dårligt vejr. To andre savnes.
Usagi ventes at hærge Hongkong indtil mandag.