USA konkretiserer told for 14 lande, men Trump lader en kattelem stå på klem
USA har givet 14 nationer, deriblandt ni asiatiske, en frist til den 1. august til at forhandle en bedre aftale på plads.
BANGKOK
Truslerne blev tirsdag helt konkrete for 14 nationer, men samtidig fik de en ny frist til at forhandle aftaler på plads med USA.
USA’s præsident, Donald Trump, havde på forhånd meddelt, at lederne i et ukendt antal nationer skulle holde øje med postkassen denne tirsdag i juli. Der ville ligge et brev med en hilsen fra det amerikanske udenrigsministerium og en konkretisering af de nye »reciprokke« toldsatser, som den amerikanske administration annoncerede allerede i april.
Det var ventet, at de ville træde i kraft onsdag den 9. juli, men Trump-administrationen gav landene yderligere en frist til at lande et kompromis med USA.