Fortsæt til indhold
Asien

Sjældent jordskælv i Bangkok fik skyskraber til at kollapse

Et voldsomt jordskælv med epicenter i Myanmar ramte også Thailand, hvor Jyllands-Postens korrespondent befandt sig.

Jeg vidste med samme, hvad det var. Når man har boet i Japan, genkender man straks den helt specielle følelse af tab af kontrol, som kommer snigende i begyndelsen af et jordskælv.

I Japan ruller de små rystelser igennem dagligdagen relativt ubemærket. Men denne fredag fortsatte rystelserne lige en anelse længere end et forbigående dagligt japansk fænomen.

Borde og stole begyndte at sitre, og lamperne i loftet at svinge fra side til side. Vi sad et dusin mænd til frokost på førstesalen af en bygning i Bangkok tæt på hovedstrøget Sukhumvit. Alle rejste sig lettere rådvilde.

Jordskælv er ikke hverdag i Thailand. To af de tilstedeværende udlændinge med 40 år bag sig i Thailand mente kun at kunne huske, at Bangkok også mærkede jordskælvet, der udløste tsunamien i 2004. En Bangkok-veteran skruede tiden helt tilbage til et jordskælv i 1973, der afstedkom betydelig skade på kontoret.