USA og Canada beskylder Indien for statsterrorisme
Canadas premierminister, Justin Trudeau, anklager indisk diplomati for at jagte canadiske statsborgere med indisk baggrund.
Den 18. juni 2023 blev den 45-årige canadiske sikh-leder Hardeep Singh Nijjar likvideret. Skudt i sin bil foran det tempel i Vancouver, som han var leder af. Der blev fundet 38 kugler i hans krop, efter at to maskerede mænd åbnede ild mod den forsvarsløse mand.
Omkring samme tid forhindrede FBI en likvidering af en anden sikh-leder i New York. En hyret lejemorder havde allerede fået udbetalt et forskud på 15.000 dollars (af 100.000) for at myrde Gurpatwant Singh Pannun. Men lejemorderen var i virkeligheden hemmelig agent for FBI, og hele seancen med pengeoverdragelsen i en taxa blev filmet.