Putin får en heltemodtagelse i Beijing
Rusland og Kina opgraderer relationerne under Vladimir Putins officielle todages besøg i Beijing.
Den røde løber var bogstavelig talt rullet ud på kryds og tværs på den blomstersmykkede Himmelske Freds Plads i Beijing, da Ruslands præsident, Vladimir Putin, rullede ind på pladsen i sin sorte limousine for at mødes med den ventende kinesiske præsident, Xi Jinping.
Æresgarder blev inspiceret, der var trompetfanfarer, russiske sange, nationalmelodier, kanonsalutter, marcherende soldater og jublende børn.
Der er ikke set en tilsvarende modtagelse i nyere tid af nogen fremmed gæst, og den feststemte modtagelse levede helt op til, hvad der senere ventede på de indre linjer af det to dage lange russiske statsbesøg.