Pakistans tidligere premierminister Khan idømmes 10 års fængsel
Imran Khan og hans daværende udenrigsminister dømmes for at lække statshemmeligheder.
Pakistans tidligere premierminister Imran Khan er idømt 10 års fængsel for at have lækket statshemmeligheder.
Det rapporterer mediet Geo News.
Også den tidligere udenrigsminister Shah Mehmood Qureshi har fået 10 års fængsel for samme forseelse.
Khan var Pakistans premierminister fra 2018 til 2022.
Sagen har drejet sig om en fortrolig meddelelse, der blev sendt fra den pakistanske ambassade i Washington til regeringen i Islamabad.
Kort før Khan trådte tilbage i 2022, havde han på et valgmøde viftet med et stykke papir, der ifølge ham beviste, at en fremmed magt konspirerede med oppositionen i Pakistan om at vælte hans regering.
Det fremgår af Geo News’ dækning af sagen.
Khans parti, PTI, siger, at man vil anke dommen og kalder det en ”forfalsket sag”.
- Vi anerkender ikke denne ulovlige beslutning.
Det er anden gang inden for få måneder, at der falder dom mod den tidlige cricketstjerne.
Han er tidligere idømt tre års fængsel for korruption. Men dommen blev suspenderet, mens Khan - der har siddet fængslet siden august - har forsøgt at få den omstødt ved andre retsinstanser.
Sagen har betydet, at han ikke kan stille op ved valget i Pakistan i næste uge.
Der har været et fast mønster af retssager mod Khan, siden han tabte en tillidsafstemning i parlamentet i 2022. Den tvang ham til at træde tilbage som premierminister.
Khan beskyldes for at bedrive en antiamerikansk politik. Han har omvendt anklaget sine modstandere for at være i ledtog med USA i forsøget på at vælte ham i 2022.
Det var efter hans besøg i Moskva kort før den russiske invasion i Ukraine.