Rapport fra upstairs og downstairs i det ulige Indien
Der er enorm forskel på rig og fattig i Indien. De rige lever som fortidens koloniherrer, mens de laveste i kastesystemet kæmper for at få enderne til at nå sammen på trods af en boomende indisk økonomi.
Chennai
Ups. Det stramme blik fortæller, at noget er galt.
Klædt i sin perfekte, kridhvide uniform har den indiske tjeners elevatorblik zoomet ind på mine fødder.
»Sandaler,« siger han, »sandaler er ikke tilladt i klubbens restaurant, du skal have sko på.«
Ved hjælp af en god – og indflydelsesrig – ven har vi sikret os et værelse i Madras Club i Chennai, tidligere Madras, hovedstaden i den sydindiske stat Tamil Nadu.
Det er som en rejse i tiden tilbage til kolonitiden, og dengang de britiske herskere nød deres privilegier i brisen fra ventilatorer i det, der ofte blev betegnet som gentlemen’s clubs.