Jenny Nielsen fra Aalborg satte et historisk fingeraftryk på Bangkok
Det mere end 100 år gamle bibliotek bygget til minde om den danske sygeplejerske har netop fået en pris af Unesco.
BANGKOK
Trafikken er tæt, som den kun kan være i Bangkok, når man bevæger sig ned ad Surawong Road med kurs mod Chao Phraya-floden, der snor sig gennem Thailands hovedstad. Næsten nede i bunden af det, der engang var et af Bangkoks mondæne beboelseskvarterer, men i dag er en blandet landhandel af butikker og småindustri, ligger den smukke hvide bygning inde på venstre hånd.
I nyklassicistisk stil med buer og søjler, stuk og hvælvinger. Der har da også været en klassisk italiensk arkitekt inde over byggeriet.
The Neilson Hays Library står der over en af rundbuerne og trækker tråde tilbage til en svunden tid, da Danmark spillede en nøglerolle politisk, militært, kulturelt og handelsmæssigt i det daværende Siam – i dag kongeriget Thailand.