Fortsæt til indhold
Asien

Beijing har registreret det første omikron-tilfælde få uger før OL

Kinas nultolerancepolitik kan føre til alvorlige udfordringer for både styret og borgerne, før den gigantiske sportsbegivenhed finder sted.

Pang Xinghuo er den måske mest interessante person for de kinesiske myndigheder netop nu. Han er nemlig den første person i Beijing, der er registreret med omikron-virus, skriver Reuters.

Opdagelsen blev gjort i går lørdag, og Pang Xinghuos bolig samt arbejdsplads er nu blevet forseglet. I alt 2.430 prøver er taget fra personer, der på en eller anden måde har været i kontakt med de to lokationer.

Opdagelsen kommer på det måske værst tænkelige tidspunkt for Kina, da vinter-OL finder sted om få uger. Tusinder af sportsfolk og officials lander fra hele verden og bidrager til den smittetrussel, Kina mindst af alt har behov for nu. Truslen understreges af, at landets egenproducerede vacciner ikke giver beskyttelse mod varianten omikron.

Kommunistpartiet gør derfor alt hvad det kan for at bekæmpe coronasmittens udbredelse. Indsatsen indebærer bl.a., at mange lokale regeringer har bedt deres borgere om ikke at forlade deres hjemby. Og dusinvis af regionale og internationale flyvninger er blevet aflyst, skriver The Guardian.

Ifølge Kinas sundhedsmyndigheder er omikronvarianten registreret i 14 provinser. Det første tilfælde blev gjort i Tianjin d. 9. december. Det var en flyrejsende, der ikke havde sygdomssymptomer.

Omikron-tilfældene i millionbyen Tianjin, der ligger kun 120 km fra hovedstaden, er særligt bekymrende for kommunistpartiet. Byen har meldt om flere end 40 coronatilfælde, heriblandt godt halvdelen børn. Tianjin er derfor blevet lukket næsten helt ned og offentlig transport til Beijing aflyst.

Ifølge New York Times er flere end 20 mio. kinesere ramt af corona-lockdown. Og det er ofte forbundet med besvær og decideret mangelsituationer hos borgerne. Millionbyen Xi’an har registreret op mod 2.000 coronatilfælde, og bystyrets løfter om at tilvejebringe de daglige fornødenheder er ikke i alle tilfælde blevet opfyldt. Således har tusinder af borgere i Xi’an skrevet på det sociale medie Weibo, at lovede leverancer er udeblevet i dagevis.

Og så er der de ikke uvæsentlige økonomiske bivirkninger ved Kinas nultolerancepolitik i forhold til corona. Ifølge CNN vil landets vækst falde i år som følge af restriktioner og forholdsregler.

»Selv om det ifølge Kinas tal for eksporten ikke ser ud til, at den har lidt skade af restriktionerne, så er der tegn på øgede forstoppelser i forsyningskæderne og forsinkelser i de vigtigste kinesiske havne,« påpeger Julian Evans-Pritchard, seniorøkonom ved analysefirmaet Capital Economics.

De olympiske vinterlege begynder i Kina 4. februar. Læs mere på OL’s officielle hjemmeside her.