Fortsæt til indhold
Asien

Kina: Det er unødvendigt at vaccinere hele befolkningen mod covid-19

De kinesiske sundhedsmyndigheder vil kun vaccinere særligt sårbare borgere og ansatte i sundhedssektoren.

Mens medicinalselskaber verden rundt fortsat arbejder på højtryk for at få klargjort en vaccine mod covid-19, så lyder meldingen fra landet, hvor pandemien opstod, at det langt fra vil være nødvendigt at vaccinere alle landets borgere mod sygdommen.

Ifølge lederen af den kinesiske sundhedsstyrelse, Gao Fu, vil man i stedet prioritere at give vaccinen til ansatte i sundhedssektoren og til særligt sårbare borgere.

»Siden den første bølge af covid-19 fremkom i Wuhan, har Kina allerede flere gange overlevet virkningen af covid-19,« lød det - ifølge CNN - fra Gao Fu på et vaccine-topmøde i byen Shenzhen.

Her tilføjede han, at spørgsmålet om vaccination til befolkningen handler om at balancere farer og fordele. Ifølge Gao er der på nuværende tidspunkt ikke behov for massevaccinationer - men det kan dog ændre sig, hvis Kina rammes af endnu en alvorlig coronabølge.

Udmeldingen fra lederen af Kinas sundhedsstyrelse viser, at landet fører en anden linje end flere regeringer i Vesten, hvor man planlægger i vidt omfang at vaccinere store dele af befolkningen.

Ifølge de officelle tal har antallet af smittede i Kina været på et lavt niveau siden foråret.

Der har været rapporteret om nogle få tilfælde af genopblussen forskellige steder i nationen, men hver gang har man formået at få udbruddene under kontrol i løbet af få uger via omgående nedlukning og tests i massevis i de berørte områder.

I store dele af verden kæmper man fortsat med at inddæmme udbredelsen af covid-19. Fredag passerede det samlede antal bekræftede coronatilfælde 30 millioner smittede, mens antallet af dødsfald nærmer sig 950.000 på verdensplan.

WHO’s epidemiolog Maria Van Kerkhove har udtalt, at der i øjeblikket ses ”bekymrende tendenser på den nordlige halvkugle” med hensyn til antallet af nye smittede, indlæggelser og indlæggelser på intensivafdeling.

Som modsvar har den danske regering i lighed med store dele af Europa i denne uge præsenteret nye restriktioner for at inddæmme spredningen af coronavirus, og i Israel er endnu en landsdækkende nedlukning trådt i kraft.