13 fundet døde under sammenstyret boligblok i Indien
Der er fundet overlevende, herunder fireårig dreng, i kollapset fem etagers bygning i det vestlige Indien.
13 mennesker er fundet døde i ruinerne, efter en boligblok er kollapset i Raigad i det vestlige Indien, oplyser redningstjenesten.
Der boede adskillige familier i den fem etager høje bygning i distriktet Raigad i delstaten Maharashtra. Den faldt sammen tirsdag.
- Yderlige 11 døde blev gravet ud af ruinerne i løbet af dagen, og det bringer det samlede dødstal op på 13, siger en talsmand for delstaten.
Redningsarbejdere fik et særligt lyspunkt undervejs i arbejdet. Det skete, da man kunne grave en fireårig dreng ud i live.
Det fik redningsfolkene til at bryde ud i jubel og klappe begejstret.
Natten til onsdag er yderligere syv fundet i live og ført til hospitalet, siger talsmanden.
- Fire personer savnes, konstaterer han.
TV-billeder viser sporhunde, der deltager i arbejdet med at finde mulige overlevende.
Politiet har mistanke om, at det er en fejl i bygningens struktur, der har fået den til at styrte sammen.
Dårligt byggeri er ofte skyld i, at huse styrter sammen i Indien. De fleste ulykker sker i uvejr under monsunen.