Kinesisk provins forbyder forsamlinger efter nyt virusudbrud
Borgere i Kinas Xinjiang-provins må ikke samle sig i grupper eller forlade provinsen efter nyt udbrud.
Myndighederne i Kinas vestlige Xinjiang-provins har erklæret en "krigstidslignende situation".
Det betyder blandt andet, at borgere ikke må samle sig i grupper eller forlade provinsen.
Meldingen kommer i forsøget på at slå ned på et nyt udbrud af coronavirus i provinsen.
Det seneste døgn har sundhedsmyndighederne registreret 17 nye smittetilfælde i udbruddet, der begyndte i midten af denne uge.
De nye tilfælde knytter sig til Xinjiangs hovedstad, Urumqi, hvor der bor halvanden million indbyggere. Mange af Xinjiangs borgere tilhører det undertrykte muslimske folkeslag uighurerne.
Myndighederne satte torsdag Urumqi under nedlukning, hvor transport med fly, metro og tog blev suspenderet.
Kina vil sende 200 sundhedsmedarbejdere til den vestlige provins den nærmeste tid for at udføre omfattende coronatest.
Kina har i vid udstrækning haft held med at holde coronapandemien under kontrol gennem strenge restriktioner, siden virusset brød ud i den kinesiske millionby Wuhan i slutningen af sidste år.
I juni vakte et udbrud i Kinas hovedstad, Beijing, bekymring.
Udbruddet med mere end 330 smittede menes at være udsprunget fra et madmarked i byens sydvestlige Fengtai-distrikt, kom dog under kontrol i løbet af et par uger.
Kina har i alt registreret lidt over 85.000 smittede og 4644 coronarelaterede dødsfald. Tallene er ikke steget nævneværdigt siden april.
Der har flere gange siden coronapandemiens begyndelse været sået tvivl om de kinesiske tal.
Blandt andet USA's præsident, Donald Trump, har beskyldt Kina for at pynte på det samlede antal af smittede og coronarelaterede dødsfald.
Lørdag melder de nationale sundhedsmyndigheder om 252 aktive smittetilfælde på landsplan.