Mindst 23 personer er omkommet ved færgeulykke i Bangladesh
Færge kolliderede med anden båd i hovedstaden Dhaka, oplyser redningstjenesterne.
Mindst 23 personer er omkommet ved en færgeulykke i Bangladesh, oplyser landets redningstjeneste. Ulykken skete i hovedstaden Dhaka, hvor en færge kolliderede med en anden båd.
- Indtil nu har vi bjærget 23 omkomne, siger en talskvinde for redningstjenesten, Enayet Hossain.
Færgen havde omkring 50 personer om bord.
- Vores dykkere fortsætter eftersøgningen efter overlevende, siger talskvinden.
Færgen "Morning Bird" blev ramt af et andet fartøj ved Farashganj - få meter fra landets største flodhavn, Sadarghat.
Adskillige øjenvidner siger til lokale tv-stationer, at mange af de 50 ombordværende på færgen opholdt sig i kabiner, da kollisionen skete.
Færgeulykker er almindelige i Bangladesh, hvor sikkerhedsforanstaltninger er dårlige, og hvor færger ofte er overfyldte, og hvor dårligt vejr ofte forårsager forlis.