Tusindvis af strandede mongoler misser landets parlamentsvalg
Mongoliet var et af de første lande til at lukke sine grænser, og 8000 indbyggere er nu strandet i udlandet.
Vælgerne i Mongoliet er onsdag gået til stemmeurnerne i et parlamentsvalg, der har affødt en voldsom debat om, hvorvidt det burde have været udsat.
Den østasiatiske indlandsstat har set den ene kandidat efter den anden trodse coronavirusrestriktioner i løbet af valgkampen.
Samtidig er tusindvis af mongoler strandet i udlandet på grund af lukkede grænser og dermed ude af stand til at afgive deres stemme.
Da valgstederne åbnede onsdag morgen, var der indført en række sikkerhedsforanstaltninger.
Således stod vælgerne i kø med to meters afstand til hinanden, mens medicinsk personale målte de fremmødtes temperatur og uddelte håndsprit og ansigtsmasker og engangs-plastikhandsker til at sætte kryds på stemmesedlen.
71-årige Tsetsegee Tsetsendalai var den første vælger, som trådte ind i et valglokale i Sukhbaatar-distriktet i hovedstaden Ulan Bator.
Hun mener, at Mongoliet er i sin gode ret til at afholde valget og kalder coronavirusudbruddet for "ikke så alvorligt".
- Andre lande har allerede afholdt valg, selv om der er en pandemi, siger hun.
Mongoliet har omkring tre millioner indbyggere. Landet har indført nogle af verdens strengeste restriktioner for at inddæmme virusset og var blandt de første lande, der lukkede sine grænser.
Omkring 8000 mongoler er i øjeblikket strandet i udlandet.
Demonstranter i Mongoliet har krævet, at de bliver hentet hjem, men protesterne er blevet slået ned af myndighederne med den begrundelse, at de bryder reglerne for fysisk afstand.
Der er kun blevet registreret omkring 200 tilfælde af coronavirus i Mongoliet, og de fleste af dem er importerede tilfælde fra Rusland.
Mongoliet har indtil videre ikke registreret nogen coronarelaterede dødsfald.
- Jeg mener, at valget burde være blevet udsat, siger en anden vælger, 39-årige Enkhtsetseg Bandi.
- Men nu har staten brugt milliarder på at planlægge dette valg, og så må jeg deltage for ikke at spilde vores budget.
Landets to største partier har begge overtrådt et forbud mod forsamlinger på flere end 30 personer ved at afholde store vælgermøder og ignorere regler om fysisk afstand.
I de seneste år har Mongoliet været vidne til flere korruptionsskandaler, og der er en stigende frygt for svindel i det unge demokrati, der i 1990 gennemgik en revolution efter i mange årtier at have været en sovjetisk satellitstat.
/ritzau/AFP