Sydkorea vil ikke finde sig i urimelig opførsel fra Nordkorea
Sydkoreas præsident siger nu fra over for Nordkorea, der har ophedet sin retorik gennem flere dage.
Sydkorea vil ikke længere acceptere "urimelig opførsel" fra Nordkorea. Det oplyser det sydkoreanske regeringskontor onsdag.
Meldingen kommer, dagen efter at Nordkorea sprængte et forbindelseskontor i luften i grænsebyen Kaesong og efter flere dage med ophedet retorik mod Sydkorea.
En regeringstalsmand for Sydkorea siger, at kritik af præsident Moon Jae-in af den nordkoreanske leder Kim Jong-uns søster, Kim Yo-jong, er "en meget uhøflig og meningsløs handling".
Søsteren, der også fungerer som Kims uofficielle toprådgiver, har advaret om "gengældelse", som kan omfatte militær magt i en strid om flygtninge fra regimet i Nordkorea.
Kim Yo-jong har dertil også afbrudt hotlines og nedlagt et forbindelseskontor, som nu er ødelagt. Møder i bygningen skulle forbedre dialogen mellem landenes regeringer.
Spændingerne mellem de to lande er vokset, siden nordkoreanske afhoppere angiveligt sendte omkring 50.000 propaganda-flyveblade fra Sydkorea indover grænsen til Nordkorea.
Styret i Nordkorea har krævet, at Sydkorea griber ind over for flyvebladene, der kritiserer den nordkoreanske leder, Kim Jong-un.
Tirsdag oplyste den nordkoreanske hær, at Nordkorea er ved at gennemgå en plan for at "genindsætte hæren i de zoner, der er blevet demilitariseret som følge af aftalen mellem nord og syd".
Planen indeholder også elementer, der skal "omdanne frontlinjen til en fæstning og styrke den militære årvågenhed mod syd yderligere", oplyste Nordkoreas hær i en erklæring fra det statslige nyhedsbureau (KCNA).
I 2018 underskrev de to landes ledere ellers en erklæring, hvori de lovede at arbejde for gøre Den Koreanske Halvø atomvåbenfri og indstille alle "fjendtlige handlinger".