Storbyen er hårdt ramt af covid-19: Nu er første cyklon i mands minde på vej
Sundhedssektoren er i forvejen hårdt presset i Mumbai, der er en af verdens største byer.
For første gang i mands minde bliver storbyen Mumbai ramt af en cyklon. Udsigten til styrtregn og vindstød af stormstyrke har fået folk til at holde sig væk fra gaderne i Indiens mest folkerige by.
Det skriver Reuters.
I stedet bruger indbyggerne kræfterne på at beskytte deres hjem, inden cyklonen Nisarga for alvor tager fat med vindstød på op til 120 kilometer i timen.
»Vi har oplevet voldsom regn, men vi har aldrig set en cyklon i byen. Vi ved ikke, hvor meget skade den vil forårsage,« siger Shantaram Terekar, der bor i en etværelsesbarak i Mumbai, til Reuters.
Terekar fortæller, at han har slået elektriciteten fra, og at han har forsøgt at fastgøre det tynde metaltag med en presenning.
I forvejen er storbyen hårdt ramt af covid-19, og man frygter, at byens i forvejen hårdtpressede sundhedssektor vil bryde sammen, hvis cyklonen for alvor gør skade på byen, der har mere end 20 millioner indbyggere.
Indiens svar på DMI betegner uvejret som en voldsom storm, og myndighederne i deltraterne Maharashtra og Gujarat har evakuret mere end 100.000 mennesker fra kystområderne, hvor cyklonen Nisarga forventes at gå i land.
Mens det er usædvanligt, at en cyklon rammer Mumbai direkte, så bliver byen hvert år i regntiden ramt af voldsom styrtregn, der oversvømmer vejene og standser byens toglinjer.