Fortsæt til indhold
Asien

I Beijing kan indbyggerne nu få en bøde, hvis de glemmer at holde sig for munden, når de nyser

Bystyret i Kinas hovedstad har vedtaget en række nye love, der skal øge hygiejnen blandt indbyggerne, når de færdes i det offentlige rum.

Fremover kan det blive dyrt for indbyggerne i den kinesiske hovedstad Beijing, hvis de ikke når at holde sig for munden, når de hoster eller nyser.

Bystyret i storbyen har nemlig i denne uge vedtaget en række love, som skal sikre et højere hygiejneniveau og fremme såkaldt »civiliseret opførsel« blandt borgerne i byens offentlige rum. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Lovene blev vedtaget fredag og betyder, at offentlige pladser skal markeres med en-meter markeringer, for at sikre behørig afstand, og byrummet udstyres med spisepinde og tag-tøj, som folk kan bruge, hvis de skal dele et måltid.

Foruden at holde den fornødne hygiejne lyder et af påbuddene desuden, at indbyggerne skal »klæde sig pænt«, når de bevæger sig i byrummet.

Hvis borgerne undlader at efterfølge de nye bestemmelser, vil de blive idømt en bøde. I forvejen skal indbyggerne i Beijing, der er en af verdens største byer, følge en række regler, når de bevæger sig i byen. Det er ligeledes heller ikke tilladt at spytte, gå tur med sin hund uden at den er i snor eller at smide skrald på gaden.

I forbindelse med vedtagelsen af de nye tilføjelser til lovgivningen, blev bøderammen ligeledes hævet. Eksempelvis kan man fremover nu risikere at få en bøde på 200 kinesiske yuan – hvad der svarer til godt 200 kroner for at overtræde bestemmelserne.

I Kina er mere end 80.000 personer lige nu bekræftet smittet med coronavirus, men idet landet har ændret deres måde at opgøre smittetallene flere gange, er tallene behæftet med usikkerhed.