Japansk læge kritiserede håndteringen af coronavirus på krydstogtskib - så blev han bedt om at gå
Efter at en japansk læge rettede kritik mod håndteringen af coronavirus på krydstogtskibet Diamond Princess, er der indført nye retningslinjer.
Kentaro Iwata gik torsdag ombord på det corona-ramte krydstogtskib Diamond Princess. Efterfølgende har han rettet heftig kritik mod håndteringen af den smitsomme sygdom ombord på skibet. Det skriver Reuters.
Alle kunne være smittet, og ingen var forsigtige omkring detKentaro Iwata, læge
Den japanske læge, der er specialist i infektionssygdomme ved Kobe University Hospital, besøgte frivilligt skibet, hvor 620 ud af 3.700 personer ombord er blevet testet positiv for den smitsomme coronavirus.
Håndteringen af situationen på skibet har mødt kritik fra flere steder, og Kentaro Iwata ønskede med egne øjne at se, hvordan smitten blev håndteret ombord.
Efter en dag som frivillig på skibet, lagde lægen en video op på Youtube, hvori han tordnede mod håndteringen af den smitsomme virus.
»Der var ikke en eneste professionel person med forstand på infektionsspredning på skibet, og ingen var professionelt ansvarlig for at forhindre spredning. Det hele var styret af bureaukrater,« lød Kentaro Iwatas kritik.
Lægen kritiserer blandt andet, at man ikke havde delt skibet op i zoner med høj og lav smittefare.
Kentaro Iwata adresserede denne kritik over for myndigheder på båden, men blev bedt om at forlade skibet.
I videoen, som han nu har fjernet, beskriver han også, hvordan personalet sløsede med beskyttelsesudstyret, og at »alle kunne være smittet, og ingen var forsigtige omkring det«.
Lægen har tidligere arbejdet steder, hvor der har floreret ebola, sars og kolera. Denne gang var dog anderledes.
»Jeg ved, hvordan jeg skal beskytte mig selv og andre, men denne gang var jeg meget bange for at få COVID-19 (coronavirus red.),« fortæller Kentaro Iwata i videoen ifølge Japan Times.
Fredag indførte den japanske forsvarsminister strengere regler for brug af beskyttelsesudstyr på det smitteramte skib. Lørdag er 50 militærfolk gået ombord på skibet.
Krydstogtskibet har ligget ud for den japanske havneby Yokohama siden den 3. februar.
I denne uge har flere lande evakueret sine passagerer og fløjet dem til deres respektive hjemlande.