I 2017 blev tusindvis dræbt: Nu advarer FN om nye krigsforbrydelser
Overtrædelser af menneskerettighederne mod civile foregår igen i Myanmar, lyder det fra FN.
FN’s særlige talsmand om Myanmar, Yanghee Lee, er ikke velkommen i Myanmar.
Og efter hendes tale torsdag, ved et møde i FN’s flygtningeorganisation (UNHCR), er der næppe udsigt til, at hendes status som persona non grata bliver ændret i nærmeste fremtid.
Yanghee Lee fortalte mødedeltagerne, at overgreb på civile og nye krigsforbrydelser efter al sandsynlighed bliver gennemført i myanmarprovinsen Rakhine, hvor tusindvis fra det muslimske mindretal rohingyaerne i 2017 blev dræbt og hvorfra omkring 800.000 blev fordrevet til nabolandet Bangladesh.
I dag er det en konflikt mellem regeringsmyndighederne og Rakhines buddistiske oprørshær, der kæmper for større selvstændighed, der er baggrund for overgrebene.
Yanghee Lee berettede om adskillige tilfælde af overgreb - blandt andet tilfælde af at Myanmars hær fra helikoptere har beskudt civile i færd med at samle bambus, at huse og landsbyer er blevet plyndret, at civile bliver brugt til tvangsarbejde, og at klostre er blevet angrebet.
Også den buddistiske oprørshær begår overgreb mod civilbefolkningen, lød det fra Lee.
Konflikten mellem de to parter er eskaleret siden januar, og det anslås, at der nu er omkring 35.000 soldater fra Myanmars hær i provinsen. Det samme antal civile anslås at have flygtet fra deres hjem som følge af konflikten.
Det er dog vanskeligt at få præcise oplysninger ud fra provinsen, da regeringen i juni lukkede ned for stort set alt telekommunikation i Rakhine.
Regeringen i Myanmar forsvarer dette træk med, at det skal forindre, at oprørshæren modtager transaktioner i form af økonomisk støtte, der kan benyttes til at købe våben for. Omvendt anfører kritikere af regeringen, at lukningen skal forhindre, at beviser om overgreb fra hærens side kommer til den internationale offentligheds kendskab.