Fortsæt til indhold
Asien

Farefuld mission sat i værk for at få døde bjergbestigere hjem

Efter fem lig er blevet lokaliseret, er en »meget risikabel« mission for at få dem ned sat i gang.

De indiske myndigheder har sat en farefuld mission i værk for at få ligene af flere bjergbestigere ned fra bjerget Nanda Devi.

På bjerget formodes i alt otte bjergbestigere, fire briter, to amerikanere, en australier og en inder, at være omkommet.

I en eftersøgningsmission tidligere på ugen fik en pilot øje på fem lig, inden missionen blev afbrudt på grund af dårligt vejr.

De otte var en del af en større gruppe på 12 mennesker, som forsøgte at bestige et område ved Nanda Devi, som aldrig tidligere er blevet besteget.

De fire overlevende blev i weekenden evakueret fra en base camp, hvor de var forblevet. De otte resterende bjergbestigere var begyndt på deres opstigen, da flere laviner ramte området.

De indiske myndigheder har til BCC forklaret, at man i første omgang med helikoptere vil forsøge at flyve bjergbestigere fra det tibetanske grænsepoliti til stedet, hvor de fem lig er blevet spottet.

»Hvis det mislykkes, vil vi forsøge en ny strategi,« lyder det videre.

Til BBC har myndighederne samtidig betegnet missionen som »meget risikabel« og med behov for et mirakel, hvis den skal lykkes.

Det helt store problem er, at vejret i området er utroligt barskt i området. De fem lig kan også siden være blevet begravet under yderligere laviner.