Fortsæt til indhold
Asien

Flere hundrede valgtilforordnede døde efter rekordstort valg i Indonesien

Ifølge de indonesiske myndigheder kan langt de fleste dødsfald skyldes overanstrengelse.

Mindst 270 valgtilforordnede har mistet livet i Indonesien ti dage efter afholdelsen af verdens største endags-folkeafstemning den 17. april.

Ifølge de indonesiske myndigheder er langt de fleste valgtilforordnede døde af træthedsrelaterede sygdomme efter at have brugt stort set alle deres vågne timer på at tælle stemmerne op i hånden.

Og det er ikke så lidt. Cirka 80 pct. af landets 192 mio. stemmeberettigede menes at have været forbi et af landets flere end 813.000 valgsteder og sat deres kryds.

Det skriver Independent.

De rekordmange stemmesedler skyldes, at præsidentvalget for første gang i Indonesiens historie blev slået sammen med parlamentsvalget. Det skete angiveligt for at holde omkostningerne nede.

De 192 millioner stemmeberettigede vælgere fik hver udleveret fem stemmesedler. På dem skulle de sætte kryds ved både en præsident og en vicepræsident samt stemme på både regionale og nationale kandidater.

Det har krævet mange ressourcer at fragte stemmeboksene til selv de mest afsides regioner i Indonesien. Foto: Trisnadi/AP

En sådan manøvre udløser selvsagt et stort optællingsarbejde, og der har da også været rettet hård kritik af forholdene for de valgtilforordnede. Den kritik er kun blevet skærpet yderligere efter de seneste dødsfald.

Derudover er 1.878 personer, der har stået vagt ved valgstederne, ligeledes gået ned med sygdom efter at have gjort deres valggerning.

Præsidentvalget står mellem den nuværende præsident, 57-årige Joko Widodo, og hans udfordrer Prabowo Subianto. Det er således en gentagelse af præsidentvalget i 2014, som Widodo vandt knebent.

Ifølge de seneste optællinger nyder præsident Joko Widodo godt af en ganske komfortabel føring mod sin politiske modstander.

De første officielle resultater fra valget forventes offentliggjort den 22. maj.