Mindst 25 er dræbt efter voldsom storm i Nepal
Stormen, der har ramt den centrale del af landet, har skabt massive ødelæggelser i flere landsbyer.
Mindst 25 er dræbt og 400 sårede, efter en voldsom storm har ramt den centrale del af Nepal.
Det meddeler landets premierminister, Khadga Prasad Sharma Oli, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge landets nationale krisecenter har stormen især raset over de to distrikter Bara og Parsa, der ligger sydvest for hovedstaden Kathmandu på grænsen til den indiske delstat Bihar.
- Helikoptere står klar til at hjælpe med den igangværende redningsindsats. Og yderligere hjælp er på vej, siger premierministeren i en udtalelse søndag aften.
Ifølge nyhedsbureauet AP har vejrforholdene forhindret redningsarbejdet i flere af de ramte områder.
En embedsmand i Bara-distriktet fortæller til lokale medier, at dødstallet højst sandsynligt vil stige, når redningsmandskab når frem til nogle af de afsidesliggende landsbyer, der også er hårdt ramt af stormen.
En lokal politichef kan ligeledes berette, at redningshold er på vej til de hårdest ramte områder, men at manglende sigtbarhed udgør et stort problem.
Storme og monsuner forekommer ofte i Nepal og over Himalaya på denne tid af året, men det er dog sjældent, at stormene når samme styrke og medfører høje dødstal.
Lokale medier har beskrevet, hvordan stormen har skabt massiv nedbør, der har ført til oversvømmelser, jordskred, væltede træer og ødelagt infrastruktur.
/ritzau/